Af Lars Blinkenberg
Siden mit indlæg i oktober 2017 har udviklingen taget den logiske, men radikale vending, at den spanske centralregering intervenerede i henhold til forfatningens art. 155. Den lokale regering i Barcelona blev frataget ansvaret og præsident Carles Puigdemont (ledende delstatsminister) flygtede til Bruxelles med sine nærmeste medarbejdere eller ”medsammensvorne”. Andre blev fængslet efter krav fra anklagemyndigheden, der er uafhængig af regeringen.
Samtidig udskrev centralregeringens vicestatsminister, som har fået overdraget den midlertidige ledelse, valg i Catalonien, og dette fandt sted den 21. december 2017 med stor valgdeltagelse, nær 79 %, men resultatet var ikke tilfredsstillende for nogen af parterne. Centralregeringen fik ikke det flertal for constitutionalisterne, som man havde håbet på. Den flygtede leder fik et lille, men ikke overbevisende flertal sammen med de andre populistiske partier, medens det unge parti Ciudadanos, der i Madrid støtter den borgerlige regering, fik flere sæder i lokalparlamentet end noget andet parti, men kunne ikke opnå tilslutning til et regeringsdueligt flertal.
Puigdemont har fra sit exil i Bruxelles udsendt mange besynderlige erklæringer, der gør det svært at finde et kompromis mellem delstatens styre og Madrid-regeringen. Denne har som bekendt et overvældende flertal bag sig i det nationale parlament. Det tilbud om dialog, som det nationalistiske styre i Barcelona tilbød Madrid efter den ulovlige folkeafstemning den 1.oktober 2017 baseredes på det ulovlige udgangspunkt, at man i Barcelona fortsat insisterede på fuld uafhængighed, et krav, som ingen udenforstående støtter og som forbliver uspiseligt for Madrid og det store flertal af spaniere under henvisning til både Forfatningen og sund fornuft.
Det er tidligere blevet påpeget herfra, at det spinkle flertal i lokalparlamentet for uafhængighedspartierne – modsat constitutionalisterne – ikke modsvarer de afgivne stemmer på grund af valglovens bestemmelser, der er til fordel for et styrende flertal. Det svarer heller ikke til de seriøse meningsmålinger, der viser et flertal for løsninger, der holdes inden for forfatningens rammer.
Udbryderpartierne opnåede 47,9 % ved valget i 2012, 47,8 % ved valget i 2015 og nu 47,5 % i decembervalget, en omend beskeden nedgang. Partierne, der støtter Madrid regeringen, gik på deres side frem fra 35 % i 2012 til hele 43,5 % i 2017, en pæn stigning, hvor Ciudadanos partiets 36-årige kvindelige leder, Inés Arrimadas, som anført opnåede flest sæder i delstatens parlament. Dette parti nyder også fremgang i de spanske meningsmålinger generelt.
En kendt spansk forfatter, Antonio Muñoz Molina, skrev i en nylig artikel i en fransk avis, at den ”herskende politiske klasse” i Barcelona havde (mis)brugt helt urimelige argumenter om Spanien som undertrykkende magt. Den synes givetvis bevidst helt at overse den gennemførte demokratisering efter den med stort flertal vedtagne Forfatning fra 1978, der så lykkeligt har ændret vilkårene for alle spaniere. Disse cataloniere glemmer også behændigt, at hele den spanske befolkning led under Francos urimelige og brutale regime. Han påpeger, at netop Catalonien sammen med Baskerlandet har nydt godt af en økonomisk udvikling, som indtil for nylig har ligget over gennemsnittet i Spanien. Tyder det mon på undertrykkelse og udbytning? spørger han spydigt, men korrekt.
Den herskende nationalistiske klike, der begyndte løsrivelsesbevægelsen under den stærke ministerpræsident, nu alderstegne Jordi Pujol (1980-2003), har også været præget af korruption – mere omfattende end man ellers ser på disse breddegrader. En løbende retssag har således afsløret, at den nævnte stærke leder har ophobet omfattende ulovlige rigdomme i en bank i Andorra og står anklaget for skattesvig mm. i en verserende retssag. Andre fremtrædende cataloniere er netop blevet dømt for korruption ved at have tilranet sig store millionbeløb fra de kulturelle statstilskud (overvejende fra Madrid) ved administrationen af det store Palau koncerthus i Barcelona.
Samtidig har lokalregeringen gennemført en ulovlig og stigende chikane af det spanske sprog i skolevæsenet til fordel for det catalanske, og derfor er det forståeligt, at det tavse flertal i stigende grad har følt sig nødlidende, som de store demonstrationer i efteråret viste.
Flere spaniere mener ligefrem, at den populistiske linje har haft til hensigt at aflede opmærksomheden fra korruptionen ved at lokke befolkningen med en ”frihed”, den allerede har, og at det har medvirket til at skabe en spændt stemning i delstaten.
Heldigvis er der kun meget få eksempler på vold, et besynderligt sådant kom dog på TV: I delstaten Aragoniens hovedstad Zaragoza blev en spanier i efteråret overfaldet og alvorligt såret af en catalonier, fordi han på sine seler havde spanske flag.
Det er endnu uvist, hvordan den kommende delstatsregering bliver sammensat, da Puigdemont næppe skal regne med at kunne rejse til Barcelona på frit lejde så længe en fængselsstraf venter ham, og han lidt komisk har troet at han kunne fjernstyre regeringen i Barcelona fra Bruxelles. Barcelona parlamentets egne jurister oplyste for nylig at det ville være klart ulovligt.
Den spanske regering har med tørre tal påvist, hvor megen skade hele forløbet i de seneste år henimod en ulovlig uafhængighed har skabt i Cataloniens økonomi, ikke mindst ved mange store virksomheders fraflytning. Også den vigtige turisme, der er en af Spaniens største indtægtskilder med 87 mio. gæster i 2017 har vist tilbagegang i Catalonien, modsat i resten af det store land.
Ministerpræsident Rajoy i Madrid har ofte givet udtryk for, at lokalregeringens fokus på selvstændighed helt fjernede dens opmærksomhed fra at fremme den lokale økonomi. Rajoy har også bebudet, at han om nødvendigt på ny vil anvende den artikel 155 i Forfatningen, der giver centralregeringen mulighed for at gribe ind i regeringsmagten i Barcelona.
Men der er heldigvis nu visse tegn, der tyder på, at de nationalistiske partier fremover vil tænke sig om to gange, før man erklærer Catalonien uafhængigt. Der er således flere medlemmer af de nationalistiske partier, der i retten har afsværget ønsket om uafhængighed – for at blive sat på fri fod. Det bliver givetvis også sværere fremover at hidse befolkningen op til på ny at støtte en så udsigtsløs og kostbar politik.
Den spanske økonomi er generelt i god fremgang med vækstrater på omkring 3 % årligt igennem de seneste år med en stærkt faldende arbejdsløshed, hvor 600.000 flere var i beskæftigelse i 2017 end året før.
- januar 2018
Lars Blinkenberg er fhv. dansk ambassadør til Venezuela, Nigeria og Syrien, han arbejdede i den danske udenrigstjeneste fra 1957-2000.