Den danske Helsinki-Komité har gennem årene gennemført et stort antal projekter for deltagere fra de post-kommunistiske lande inden for emnerne retsstat, fængselsforhold, ungdomskriminalitet, sociale rettigheder og minoriteters rettigheder. En vigtig del af komiteens arbejde i de senere år har ligget i Østeuropa i bredeste forstand, fra Tyrkiet, Bosnien og Kosovo over Ukraine og Belarus til de baltiske lande og Rusland, hvor fokus især har været på retssikkerheden ved domstolene og overvågning af menneskerettighedernes overholdelse. Komiteen har hidtil foretaget aktiv monitorering af retssager i Polen, Tyrkiet, Kosovo, Ukraine og Rusland. Herudover arbejder komiteen med demokratiudvikling, herunder støtte til udvikling af civilsamfundet i bl.a. Polen, Rusland og Ukraine såvel som formidling af undervisningstilbud herhjemme til unge fra disse lande.