Den 8. oktober skal Georgien have valg, og det imødeses med allerhøjeste spænding. Det store spørgsmål er, hvordan det nuværende regeringsparti, Georgiens Drøm, vil klare sig. At dømme efter meningsmålingerne står partiet til omkring de 20 pct. i vælgeropbakning, et markant fald i forhold til det forrige valg. Men det førende oppositionsparti, Mikheili Saakashvilis gamle parti Den Forenede Nationale Bevægelse klarer sig heller ikke for godt, partiet står til 19 pct. eller lidt under Georgiens Drøm.

Ghia Nodia, leder af Kaukasus Institut for Fred, har sagt, at folk er utilfredse med den nuværende regering, men forbinder Saakashvili og hans parti med uroligheder, krige og udbredt kaos. Politisk apati og ”demokrati-træthed” er udbredt, siger han, omkring halvdelen ved ikke hvad de vil stemme. Folk er utilfredse, men ikke ”rasende”, så en ny revolution kan ikke øjnes i horisonten. De fleste har det svært med at leve ”europæisk”, at orientere sig mod institutioner og ikke private netværk og personforbindelser i det hele taget. ”Europa” opfattes positivt af de fleste, men europæiske normer og institutioner er fremmede for langt de fleste georgiere. Lige siden uafhængigheden i 1991 har Georgien forfulgt en pro-europæisk politik. Kolenely Kachachia har i et interview til ”Ukrainian Week” (august 2016) sagt, at Georgien er et ortodokst, men ikke et slavisk land. Det er naturligt, siger han, at relationerne til Ukraine har været særligt tætte. Som Ukraine er Georgien et kristent, ortodokst, et Sortehavs-land og med et historisk problematisk forhold til Rusland/Sovjetunionen. Georgien ønsker ikke at blive betragtet som et Syd-Kaukasus-land, men som et europæisk land, der forhandler direkte med EU.

Nye partier kan blive repræsenteret, måske operasangeren Paata Burchuladzes Folkebevægelse og Irakli Alasanias Fri Demokrater, måske også Arbejderpartiet og to åbenlyst pro-russiske partier, Alliancen af Patrioter og Nino Burjanadzes Demokratisk Bevægelse. Georgiens Drøm vil næppe igen få flertal alene, men kan sikkert få støtte blandt individuelt valgte parlamentsmedlemmer, der vælges efter ”first-past-the-post” princippet som i England. Billiardæren Bidzina Ivanishvili er Georgiens Drøms faktiske leder. Han holder udadtil lav profil, men han har pengene til at købe sig til støtte fra ”uafhængige” parlamentsmedlemmer, og det vil han med stor sandsynlighed forsøge at gøre. Hans personlige formue er sat til 7 mia. dollar, og det er rigtig meget i Georgien, hvor den næstrigeste har under én milliard. Også Ghia Nodia regner med, at Georgiens Drøm køber sig til at genvinde regeringsmagten.

Trods skarp retorik vil Georgiens Drøm i store træk holde fast i Saakashvilis reformer, f.eks. politireformen. Udenrigspolitikken vil fortsat være vendt mod Europa, men mere pragmatisk i forhold til Rusland end set under Saakashvili. Og den tendens kan meget vel blive forstærket, for Georgien har ikke udsigt til medlemskab af EU og foreløbigt heller ikke af NATO og det uanset landets indsats for NATO i Afghanistan. Det sidste fremgik tydeligt af NATO-topmødet for nylig.

Søren Riishøj, den 20. august 2016