Af Karsten Fledelius              

Dette var hovedspørgsmålet på en eftermiddagskonference hos DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, i København den 7. februar 2018, med titlen “Making sense of international (dis)order” med Mark Leonard, direktør for European Council of Foreign Relations – en fælleseuropæisk tænketank med base i UK – som hovedtaler. Mark Leonard, som er geopolitiker og geoøkonom, gennemgik baggrunden for den såkaldte Liberal World Order, vi har levet under 1991-2014; han gav et bud på, hvorledes EU ville kunne bevare drømmen om en stærk “liberal orden” indadtil, mens vi samtidig indstiller os på en tilbagevenden til en svagere “liberal orden” i resten af verden. Det blev en interessant diskussion med meget forskellige syn på verdens fremtidige tilstand.

Allerede for 5 år siden, i nr. 1-2/2013 af MenneskeRet & Vrang, rejste vi spørgsmålet, om vi var på vej mod en ny “Pest over Europa”, tilsvarende den totalitære udvikling, der bredte sig ud over kontinentet i 1930erne, tilintetgjorde det ene demokrati efter det andet og mundende ud i Anden Verdenskrig. Anledningen var 80-året for udgivelsen af den danske socialdemokratiske politiker Hartvig Frischs bog med denne titel, hvori han påviste den systematiske måde, som de nye diktatoriske regimer undergravede demokratiet på – med mange af demokratiets egne midler. Siden har vi oplevet, hvorledes propaganda, brug af de nye sociale medier og deciderede fake news har givet uventede udslag ved valgurnerne – mest markant ved Brexit-afstemningen i England og valget af outsideren Donald Trump til præsident i den stat, som siden 1941 har stået som fyrtårnet for “Den Frie Verden”, og siden 1991 som klodens eneste “supermagt”: USA.

Det sidste valg har på mange måder været det mest tankevækkende, fordi valgets vinder angiveligt vandt sin snævre sejr – med et mindretal af de afgivne stemmer – i kraft af støtte via bl.a. cyberspace fra den nye udfordrer af den “liberale verdensorden”: Rusland. Dette har forarget mange. Også blandt dem, som har set det som helt naturligt med vestlig opbakning til “liberale” præsidentkandidater i tidligere sovjetlande som Rusland, Ukraine og Georgien. Mange ser den aktuelle internationale situation som en tilbagevenden til den “kolde krig” fra 1980erne med Sovjetunionens vigtigste efterfølgerstat, Rusland, i sin gamle rolle som modpol til, og modstander af, den “frie verden”. Med gensidige sanktioner og militær genoprustning mellem magtblokke som naturlige følgevirkninger.

Det er imidlertid nok mest frugtbart at se indad, se på de udfordringer af demokratiet som idé og livsform, som har udviklet sig under den hidtidige “liberale verdensorden”. Ikke på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har der været så mange demokratisk styrede lande som i 2011, med diktaturernes fald i Tunesien, Ægypten og Libyen. Men indførelse eller udvidelse af demokrati har også medført mange skuffelser, som med rette eller urette er blevet tilskrevet denne statsform. Invasionerne af Afghanistan og Irak har ikke skabt velfungerende demokratier, trods de bedste hensigter, lige så lidt som det “Arabiske Forår”. De stærkt opmuntrende (og udefra opmuntrede) “orange revolutioner” i tidligere sovjetrepublikker har også ofte ført til skuffelse.  Mest bekymrende har det været at opleve demokrati-skeptiske stemninger udvikle sig inden for det, vi i Europa har været tilbøjelige til at opfatte som kernen af den “liberale verdensorden”: vort eget kontinent.

Det er ikke blot EU, som efter radikale udvidelser i nullerne er blevet ramt af krise. Det er i hele det område, som er omfattet af et grundlæggende demokratisk værdifællesskab: Europarådets medlemslande. Især i to af de folkerigeste Europarådslande har man i 2010erne fjernet sig fra det fælles grundlag: Rusland og Tyrkiet. Det er sket under pres både indefra og udefra og har ført til stærkt forværrede forhold for ytringsfrihed og civilsamfund i form af forfølgelse af eller ligefrem drab på journalister, og ved indgreb mod angiveligt statstruende NGOer. Men herfra har krisen bredt sig til især konservative, globaliseringsskeptiske miljøer i de europæiske kernelande. Nu også med indvirkning på den bredere politiske kultur selv i lande med en gammel demokratisk tradition som England og Danmark.

Det er i denne situation, at det er blevet Danmarks opgave at røgte formandsskabet i den ældste og mest grundlæggende moderne europæiske organisation, Europarådet. Ofte glemt under indtryk af den tilsyneladende langt mere dagligdagsprægende Europæiske Union. Denne union er imidlertid opbygget på de “liberale” værdier, som er hele Europarådets idé – en konsekvent afstandtagen fra den undertrykkelse af individet, som er diktaturernes kendemærke.

Et vigtigt udtryk for disse “liberale” værdier er de konventioner, som efterhånden alle andre europæiske stater end Hviderusland har tilsluttet sig siden 1948, såvel som de organisationer og institutioner, der er dannet for at sikre konventionernes omgørelse til konkret virkelighed for medlemslandenes borgere og samfund. Mest i fokus under det danske formandsskab er den Europæiske Menneskeretsdomstol, som fra flere sider, også i Danmark, er blevet beskyldt for at være utidssvarende og ikke tage tilstrækkeligt hensyn til folkestemningen og det politiske flertal i flere af medlemslandene.

Også herhjemme har skepsis og modstand bredt sig mod de konventioner, Danmark tidligere frivilligt har tilsluttet sig, og i øvrigt bedre efterlevet end de fleste andre lande. Ironisk nok er disse konventioners konkrete indhold og ganske besindige efterlevelse i virkeligheden ukendt for de fleste, som kun hører om dem i forbindelse med enkeltsager, der bliver blæst op i medierne.

Hvad de færreste danske borgere er bevidst om, er i hvor høj grad, Europarådets og Danmarks Grundlovs værdisæt i virkeligheden stemmer overens. Og i hvor høj grad beskyttelsen af enkeltindividet mod magthaveres vilkårlighed er grundlaget for de regler for god regeringsførelse, som blev stadfæstet ved CSCEs (OSCEs forgængers) afgørende møde i juni 1990 i København – dér hvor de kriterier for demokrati, menneskerettigheder og good governance blev fastlagt, som EU  overtog som “Københavnskriterierne”. Danmark har selv været med til at skabe dem, og vi er i høj grad medansvarlige for at opretholde dem. Inden for det europæiske fællesskab, som er blevet udfordret endnu engang af de aktuelle kriser. Vi har både et historisk og et aktuelt medansvar for, at vi i Europa kan bevare en stærk “liberal”, humanitær og demokratisk samfundsorden som et forbillede for resten af verden. Vi er selv medansvarlige, her og nu, for at den “liberale verdensorden” overlever også den aktuelle krise.