Af Hanne Severinsen, fhv. MF(V), tidligere Formand for den Danske parlamentariske Delegation til Europarådet  

Mener 48% af danskerne virkelig, at vi skal udtræde af Den Europæiske Menneskeretskonvention, hvis det ikke bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge?

Et noget nedslående budskab fra Altingets opinionsundersøgelse, som dog indrømmer, at spørgsmålet er ledende. Men alligevel: Mener danskerne virkelig, at vi skal smide barnet ud med badevandet?

At beskytte de grundlæggende menneskerettigheder har været en dansk hovedprioritet så længe, jeg har beskæftiget mig med politik.

Som medlem af Folketinget starter man med at underskrive Grundloven, hvorved man netop accepterer, at man ikke kan bruge et flertal til hvad som helst. (Så Højesteret underkendte mig i Tvind-loven…)

Danmark var med til at grundlægge Europarådet i 1949 og vedtage, at indgangsbilletten til medlemskab af Europarådet var at undertegne og ratificere menneskeretskonventionen.

Det gjorde vi, fordi vi efter Anden Verdenskrig ønskede, at staterne skulle påtage sig forpligtigelser og begrænsninger ved at kigge hinanden efter i sømmene – og give vores borgere individuel ret til at klage til Domstolen i Strasbourg.

Europarådet er (modsat EU) et mellemstatsligt samarbejde – og styringsmekanismen er selvpåtagede forpligtigelser til at beskytte sine borgeres menneskerettigheder – og dermed være et frivilligt korrektiv til svingende folkestemninger. Det betyder, at vi f.eks. er afskåret fra at indføre dødsstraf, selvom der skulle blive flertal for det i befolkningen.

Når man kritiserer konventionerne for at begrænse landenes lovgivningsmyndighed, må man huske på, at Demokrati nok betyder, at flertallet beslutter – men begrænset af individuelle rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, boligens ukrænkelighed m.v. Det betyder også, at der skal tages hensyn til mindretal – eller som Grundtvig udtrykte det: ”Demokrati må ikke være talmajestæt”.

Jeg tror grundlæggende, at danskere er enige i disse fundamentale spørgsmål – og at vi også synes, at det er godt, at vi har nogle redskaber til at sikre borgere i medlemslande som Rusland og Tyrkiet mod vilkårlig fængsling (eller prøve på det i hvert fald!) med menneskerettighederne som pisk.

Men når danske domstole ikke kan dømme dybt kriminelle til udvisning eller til fængselsafsoning i små celler i Rumænien under henvisning til menneskerettighederne, så glipper forståelsen. Derfor er det godt, at der nu kommer lys på, hvad det er, vi i det hele taget taler om.

Undersøgelser fra Justitia viser, at Menneskeretsdomstolen ikke er upåvirkelig af kritik, at den afviser klager fra udvisningsdømte i England og Norge og at den dermed godkender udvisninger, som danske dommere (viser en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder) ikke vil idømme, fordi de antager, at de ville blive underkendt af Domstolen i Strasbourg.

Samtidig oplyser det danske medlem af Domstolen, dommer Jon Kjølbro, at Danmark stort set aldrig blander sig i debatter om, hvordan domspraksis udvikler sig i de relativt få sager, der ellers kunne få betydning for dansk domspraksis.

I debatten om den dom, der underkendte udvisning, fordi fængselscellerne var for små, var der ingen dansk repræsentant til at diskutere, om det ikke kunne skabe en farlig præcedens.

Men danske dommere er derefter – uden videre overvejelse – automatisk gået ud fra, at de ikke kunne udvise, hvis der manglede en kvadratcentimeter! Hvorefter alle kan skyde skylden på ”den dynamiske fortolkning” i Strasbourg!

Og pressen – der blander Menneskeretsdomstolen sammen med EU-domstolen, som af og til dømmer rigelig dynamisk – spørger så danskerne, om vi bør forlade konventionen, hvis vi ikke kan udvise kriminelle udlændinge.

– Og som man råber får man desværre svar!

Lad os håbe, at Danmarks formandskab for Europarådets Ministerkomité kan få presse og politikere til – for en gang skyld – at skabe en bedre cirkel af oplysning.

Lad os komme i gang med at påvirke skæve domsafsigelser med dansk snusfornuft. Men sørg samtidig også for, at det bliver klinkende klart, at vi kæmper for international retsorden.

Den 26. oktober 2017