Internationale iagttagere diskuterer ivrigt, hvad der vil ske, den dag eksempelvis Hvideruslands Lukasjenko, Kasakhstans Nazarbajev og Ruslands Putin forlader deres poster – frivilligt, via kup eller som følge af dødsfald.

I tidsskriftet ”Democracy” analyserer Andrea Kendall-Taylor og Erica Frantz, hvad der er sket i årene fra 1948 og frem til 2012. Her rejses det relevante spørgsmål: Er diktatorers afgang regimernes ”akilleshæl”? Fører deres afgang til forandring og mere demokrati?

Analysen viser, at diktatorers og autokraters afgang kun sjældent har ført til liberalisering og mere demokrati på kort sigt, såfremt det gamle regime gennem årene har vist sig at være modstandsdygtigt (”resilient”). Der er undtagelser herfra, eksempelvis Spanien, der efter general Francos død i 1975 hurtigt fik indført demokrati. Modsat førte Josip Broz Titos død i 1980 til ustabilitet og kaos.

I langt de fleste tilfælde har der været en ”efterfølgerplan” (”succession plan”) for, hvordan tiden efter diktatorens afgang skal håndteres, således at et magtvakuum – i værste fald borgerkrig og hævntogter – kan undgås. Den politiske elite samler sig om en ny leder, måske en kompromiskandidat.

I årene 1948-2012 døde 79 autokrater i embedet, svarende til 16 pct. af de 495 autokrater eller diktatorer, der samlet set forlod deres poster. Også i de tilfælde har overgangen været ret ukompliceret. Det bekræftes også af de magtskift, vi har været vidner til i SNG-landene over de senere år.  Jeltsin pegede på Putin som sin efterfølger og fik sin vilje. I 2003 overlod Heydar Aliyev i Azerbajdjan magten til sin søn, Ilham Aliyev; han sidder stadig på posten. Den type overgang så vi også i Syrien i 2000 og i Nordkorea i 2001 efter Kim Jong-Ils død.

Efter Turkmenistans diktator Saparmurat Nijasovs død i 2006 overgik magten til Gurbangulu Berdimuhammedov, også han sidder solidt på magten i dag. Senest i Usbekistan i 2016 døde Islam Karimov, og magten gik efter et par forgæves tilløb til tidligere ministerpræsident Sjavrat Mirzijajev.

I alle de nævne lande skete det uden nævneværdige forandringer i regimernes karakter.           Andrea Kendall-Taylor og Erica Franz opridser i deres analyse forudsætningerne for et stabil overgang. Én forudsætning er, at den politiske og økonomiske elite fremstår stærkt og tilstrækkeligt forenet, en anden, at institutionerne, herunder hæren, forholder sig loyalt og bakker op om den ny leder.

Om dette bliver tilfældet den dag, Nazarbajev, Lukasjenko eller Putin dør eller selv vælger at gå af, ved vi ikke. Men at de alle er bevidste om problematikken omkring arvefølge og regimestabilitet og regimeoverlevelse er helt sikkert.