Historiske Europakort er spændende at studere. Man bladrer fra tidsalder til tidsalder og opdager, hvor meget grænserne har varieret – lande er ekspanderet eller skrumpet – og vil man forstå baggrunden for nutidige konflikter, kan det være nyttigt at kaste et blik på de historiske bagudrettede skiftende landegrænser.

De skiftende grænsedragninger og det 19. århundredes voksende nationalisme skabte nye problemer og den bebudede ”folkenes selvbestemmelse” efter Første Verdenskrig førte blot til nye kludetæpper, dikteret af sejrherrernes ønsker.

Efter Anden Verdenskrig, hvor Tyskland især havde skamreddet ”forfulgte” mindretals ret til at ”komme hjem til riget”, var man i de første menneskeretserklæringer mere optaget af at beskytte de individuelle menneskerettigheder. Desuden blev de mange latente mindretalsproblemer frosset inde på grund af Den Kolde Krig.

Da euforien efter Berlin-murens fald havde lagt sig, opdagede verden, hvordan optøningen desværre også genoplivede de ”gamle lig i lasten”. Jugoslavien gik i opløsning efter modsatrettede nationalistiske krav – og lige så snart et flertal fik sin stat, opstod nye mindretal og nye krav som en russisk matrosjka dukke, hvor der hele tiden er en ny dukke indeni.

Ved Helsinki-Slutakten i 1975 havde man været forudseende nok til at fastslå, at Europas grænser som udgangspunkt lå fast, og at mindretalsproblemer skulle løses på anden vis.

De mange genopdukkede mindretalsproblemer fik i 1993 OSCE til at oprette posten som mindretalskommissær, der har mandat til at intervenere for at forebygge konflikter, og fik i 1995 Europarådet til at vedtage en Rammekonvention for Beskyttelse af Nationale Mindretal.

Konventionens hovedmål er at sikre nationale mindretals rettigheder, bekæmpe diskrimination, fremme lighed, bevare og udvikle de nationale mindretals kultur og identitet samt at garantere frihedsrettigheder i forhold til medier, mindretalssprog og uddannelse og endelig at opmuntre de nationale mindretal til at tage del i samfundslivet.

Flotte principper, der dog ikke er så præcist definerede, at man kan sætte dem i et skema og sætte flueben ud for opfyldt/ikke opfyldt.

I Rammekonventionen for Beskyttelse af Nationale Mindretal er der indbygget en definition på “nationalt mindretal”, nemlig ”mindretal, der har en geografisk identitet og en markant kulturarv”.

Det er op til de enkelte lande at definere hvem, der er omfattet. I Danmark har vi vedtaget, at det kun er det tyske mindretal, der er omfattet af konventionen.

Parallelt med Rammekonventionen udarbejdede Europarådets Lokal-kongres det Europæiske Charter for regionale sprog og mindretalssprog. Det har kun gyldighed for de sprog, som traditionelt har været talt af statsborgere i de underskrivende lande, og udelukker på den måde de sprog, som tales af nyligt indvandrede fra andre stater.

Hanne Severinsen, juni 2015