Copenhagen, May 15^th, 2018

Next year, in 2019, the Council of Europe will celebrate its 70th anniversary. Hopefully it will be in a climate of reinvigoration and not of indifference.

First among the many priorities and challenges currently facing the Council of Europe there is an urgent need for reinvigorating the notion of Member States’ collectively shared responsibility regarding the enforcement of human rights across the pan-European space, including the substantive human rights protection the Court and its case law offers.

Despite the fact that any meaningful attempt to uphold and enforce human rights in 47 Member States requires a substantive budget, the Council of Europe’s Copenhagen Declaration does not mention how to guarantee adequate funding, which is also key to reducing the Court’s backlog of cases. There is a certain discrepancy between Member States underlining how much they value the Convention system as well as the Council of Europe, and the actual funding provided for the Organisation by them through its ordinary budget. Unless sufficient funding is found, the capacity of the Convention system and the Organisation as a whole risks to be undermined, and with it the interests of the European citizens it aims to serve.

In line with the Council of Europe’s Copenhagen Declaration and the decisions adopted in relation to the Foreign Ministers’ endorsement of the Declaration, The Danish Helsinki Committee for Human Rights therefore calls upon the 128th Session of the Committee of Ministers of the Council of Europe to secure

• that the Court and its Secretariat, the Steering Committee for Human Rights as well as the department of execution are allocated the financial funds and other resources necessary to meaningfully fulfil their roles under the Convention and other relevant Council of Europe instruments;
• that the Member States continue to give their explicit  and unequivocal political support to the Court and the Convention in its existing form, as well as to the values which the Council of Europe was created to protect and promote;
• that the Member States therefore, notwithstanding necessary structural reforms, provide the Organisation with a budget enabling a strengthening of the intergovernmental cooperation in order that the Council of Europe, in the Secretary General’s word, can fulfil its mandate and thereby reinvigorate the Organisation in conformity with the outgoing Danish Chairmanship’s headline: “Strong values and a future-proof Council of Europe” !

The Danish Government’s Draft Copenhagen Declaration on the continuing Reform of the Council of Europe’s Convention System: The current negotiating Process in the drafting Group of the Committee of Ministers

 Denmark’s Chairmanship of The Council of Europe’s Committee of Ministers November 2017 – May 2018

 Copenhagen, April 4th, 2018

The Danish Helsinki Committee for Human Rights reminds that the provisions of the European Convention of Human Right (ECHR) are brought to life by the Court of Human Rights (ECtHR). Solutions are found to a variety of serious legal problems and situations in member States, also when societal norms and conditions change. The relevance and dynamism of the ECtHR’s decisive contribution to a “future-proof Council of Europe” for member States’ citizens are fully demonstrated. However, when different political forces generate an unstable equilibrium, democracy and political pluralism increasingly become subject to pressure. The rule of law may thereby be defied to the detriment of member States’ citizens. As a consequence, the ECtHR’s importance is further enhanced.

A couple of weeks before Denmark took over the chairmanship, the President of France, Emmanuel Macron, in his speech given at the occasion of his visit to the Council of Europe stated that the ECtHR is “an institution that we must bequeath intact to subsequent generations”. Her Royal Highness the Crown Princess of Denmark followed in the president’s footsteps stating in her speech to the Parliamentary Assembly of the Council of Europe in January 2018 at the occasion of the chairmanship that “human rights and democracy as well are not secured with legal rights alone – their principles and values need to be understood, felt, lived and guarded by future generations.”

Referring to the above, to its statement of February 16^th, 2018, on the draft declaration http://helsinkicommittee.dk/6957-2/, and the Council of Europe’s coming 70th Anniversary in 2019, the Danish Helsinki Committee:

1. Calling attention to the Danish Government’s chairmanship programme: “Europe in a time of unrest and upheaval – strong values and a future-proof Council of Europe.”;
2. Appreciating that the most important priority of the government is to ensure that the European human rights system is effective and relevant, maintaining its vital role;
3. Deploring, however, that the government’s endeavour – during the negotiation process – to promote national interests has taken precedence;
4. Welcoming that many member States have found these interests to be contrary to the stated aim to ensure the European human rights system as they would tip the balance of power to the detriment of the convention system;
5. Taking note of the fact that a third revised and much improved draft is under preparation and negotiations will continue on April 6^th with the aim of reaching consensus;
6. Referring to the current budgetary crisis and to which the Secretary General has stressed that “the continuation of zero nominal growth will no longer be viable as it will erode the capacity of the Organisation to fulfil its mandate.”
7. Recalling that the member States in July 2002 were able to reach a decision concerning an additional budget for the court, and stressing that increases in resources must go hand in hand with concrete proposals to maintain and strengthen the effectiveness of the Convention system;
8. Looks forward to information on the status concerning the Chairman’s diplomatic undertaking to concretely advance the entry into force of protocol 15 amending the ECHR as well as a status of protocol 16.
9. Prompts the Danish chairmanship to during negotiations impartially ensure sufficient time in order that all member States regardless of their positions and if they so wish may intervene verbally and participate actively in the formation of a sound and informed consensus;
10. Urges the chairmanship to work for such a consensus that the declaration from the Copenhagen Conference April 11^th-14^th (“Better balance, Improved Protection”) to be presented at the Ministerial Meeting (Foreign Ministers) in Elsinore in May can be endorsed with a possible action plan completing the reform process initiated in Interlaken instead of only being taken note of by the Ministers;
11. Urges the chairmanship to work actively for a sustainable budget for the ECtHR as well as for a supplementary budget to clear the backlog as proposed by the ECtHR in 2015; with reference to the Secretary General’s above-mentioned earnest strategic warning member States should be urged to discontinue the almost 10 years general policy to exclude even budgetary compensation on account of inflation.

Af Karsten Fledelius              

Dette var hovedspørgsmålet på en eftermiddagskonference hos DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, i København den 7. februar 2018, med titlen “Making sense of international (dis)order” med Mark Leonard, direktør for European Council of Foreign Relations – en fælleseuropæisk tænketank med base i UK – som hovedtaler. Mark Leonard, som er geopolitiker og geoøkonom, gennemgik baggrunden for den såkaldte Liberal World Order, vi har levet under 1991-2014; han gav et bud på, hvorledes EU ville kunne bevare drømmen om en stærk “liberal orden” indadtil, mens vi samtidig indstiller os på en tilbagevenden til en svagere “liberal orden” i resten af verden. Det blev en interessant diskussion med meget forskellige syn på verdens fremtidige tilstand.

Allerede for 5 år siden, i nr. 1-2/2013 af MenneskeRet & Vrang, rejste vi spørgsmålet, om vi var på vej mod en ny “Pest over Europa”, tilsvarende den totalitære udvikling, der bredte sig ud over kontinentet i 1930erne, tilintetgjorde det ene demokrati efter det andet og mundende ud i Anden Verdenskrig. Anledningen var 80-året for udgivelsen af den danske socialdemokratiske politiker Hartvig Frischs bog med denne titel, hvori han påviste den systematiske måde, som de nye diktatoriske regimer undergravede demokratiet på – med mange af demokratiets egne midler. Siden har vi oplevet, hvorledes propaganda, brug af de nye sociale medier og deciderede fake news har givet uventede udslag ved valgurnerne – mest markant ved Brexit-afstemningen i England og valget af outsideren Donald Trump til præsident i den stat, som siden 1941 har stået som fyrtårnet for “Den Frie Verden”, og siden 1991 som klodens eneste “supermagt”: USA.

Det sidste valg har på mange måder været det mest tankevækkende, fordi valgets vinder angiveligt vandt sin snævre sejr – med et mindretal af de afgivne stemmer – i kraft af støtte via bl.a. cyberspace fra den nye udfordrer af den “liberale verdensorden”: Rusland. Dette har forarget mange. Også blandt dem, som har set det som helt naturligt med vestlig opbakning til “liberale” præsidentkandidater i tidligere sovjetlande som Rusland, Ukraine og Georgien. Mange ser den aktuelle internationale situation som en tilbagevenden til den “kolde krig” fra 1980erne med Sovjetunionens vigtigste efterfølgerstat, Rusland, i sin gamle rolle som modpol til, og modstander af, den “frie verden”. Med gensidige sanktioner og militær genoprustning mellem magtblokke som naturlige følgevirkninger.

Det er imidlertid nok mest frugtbart at se indad, se på de udfordringer af demokratiet som idé og livsform, som har udviklet sig under den hidtidige “liberale verdensorden”. Ikke på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har der været så mange demokratisk styrede lande som i 2011, med diktaturernes fald i Tunesien, Ægypten og Libyen. Men indførelse eller udvidelse af demokrati har også medført mange skuffelser, som med rette eller urette er blevet tilskrevet denne statsform. Invasionerne af Afghanistan og Irak har ikke skabt velfungerende demokratier, trods de bedste hensigter, lige så lidt som det “Arabiske Forår”. De stærkt opmuntrende (og udefra opmuntrede) “orange revolutioner” i tidligere sovjetrepublikker har også ofte ført til skuffelse.  Mest bekymrende har det været at opleve demokrati-skeptiske stemninger udvikle sig inden for det, vi i Europa har været tilbøjelige til at opfatte som kernen af den “liberale verdensorden”: vort eget kontinent.

Det er ikke blot EU, som efter radikale udvidelser i nullerne er blevet ramt af krise. Det er i hele det område, som er omfattet af et grundlæggende demokratisk værdifællesskab: Europarådets medlemslande. Især i to af de folkerigeste Europarådslande har man i 2010erne fjernet sig fra det fælles grundlag: Rusland og Tyrkiet. Det er sket under pres både indefra og udefra og har ført til stærkt forværrede forhold for ytringsfrihed og civilsamfund i form af forfølgelse af eller ligefrem drab på journalister, og ved indgreb mod angiveligt statstruende NGOer. Men herfra har krisen bredt sig til især konservative, globaliseringsskeptiske miljøer i de europæiske kernelande. Nu også med indvirkning på den bredere politiske kultur selv i lande med en gammel demokratisk tradition som England og Danmark.

Det er i denne situation, at det er blevet Danmarks opgave at røgte formandsskabet i den ældste og mest grundlæggende moderne europæiske organisation, Europarådet. Ofte glemt under indtryk af den tilsyneladende langt mere dagligdagsprægende Europæiske Union. Denne union er imidlertid opbygget på de “liberale” værdier, som er hele Europarådets idé – en konsekvent afstandtagen fra den undertrykkelse af individet, som er diktaturernes kendemærke.

Et vigtigt udtryk for disse “liberale” værdier er de konventioner, som efterhånden alle andre europæiske stater end Hviderusland har tilsluttet sig siden 1948, såvel som de organisationer og institutioner, der er dannet for at sikre konventionernes omgørelse til konkret virkelighed for medlemslandenes borgere og samfund. Mest i fokus under det danske formandsskab er den Europæiske Menneskeretsdomstol, som fra flere sider, også i Danmark, er blevet beskyldt for at være utidssvarende og ikke tage tilstrækkeligt hensyn til folkestemningen og det politiske flertal i flere af medlemslandene.

Også herhjemme har skepsis og modstand bredt sig mod de konventioner, Danmark tidligere frivilligt har tilsluttet sig, og i øvrigt bedre efterlevet end de fleste andre lande. Ironisk nok er disse konventioners konkrete indhold og ganske besindige efterlevelse i virkeligheden ukendt for de fleste, som kun hører om dem i forbindelse med enkeltsager, der bliver blæst op i medierne.

Hvad de færreste danske borgere er bevidst om, er i hvor høj grad, Europarådets og Danmarks Grundlovs værdisæt i virkeligheden stemmer overens. Og i hvor høj grad beskyttelsen af enkeltindividet mod magthaveres vilkårlighed er grundlaget for de regler for god regeringsførelse, som blev stadfæstet ved CSCEs (OSCEs forgængers) afgørende møde i juni 1990 i København – dér hvor de kriterier for demokrati, menneskerettigheder og good governance blev fastlagt, som EU  overtog som “Københavnskriterierne”. Danmark har selv været med til at skabe dem, og vi er i høj grad medansvarlige for at opretholde dem. Inden for det europæiske fællesskab, som er blevet udfordret endnu engang af de aktuelle kriser. Vi har både et historisk og et aktuelt medansvar for, at vi i Europa kan bevare en stærk “liberal”, humanitær og demokratisk samfundsorden som et forbillede for resten af verden. Vi er selv medansvarlige, her og nu, for at den “liberale verdensorden” overlever også den aktuelle krise.

Af Karsten Fledelius

Den 40 år gamle sikkerhedskonference omkring Europa og det nordlige Asien, som blev grundlagt i Helsinki den 1. august 1975 for at sikre grænser og menneskerettigheder, er blevet rystet i sin grundvold. Vi er tilbage i en tilstand af mistillid og gensidig mudderkastning, man ikke har set magen til siden første del af 1980erne. Og denne kamp, som udkæmpes både i medierne og i økonomien, er udmarvende ikke blot for stridens genstand, Ukraine, men i høj grad for de to kriseramte hovedaktører, EU og Rusland. 2014 var noget af en ”kold tyrker” for samarbejdsklimaet i ”Eurasia”, et nyt slagord som blev ført frem først og fremmest fra russisk side.

Forurettethed, forargelse og forbitring er nok de følelser, der kommer stærkest til udtryk på begge sider. Skuffelsen synes enorm. Den gensidige forståelse synes gennemgående at glimre ved sit fravær, hvis man da ikke medtager de europæiske højregrupperinger, som hylder Putin som en forsvarer for traditionelle kristne holdninger. Det er lykkedes denne at mistænkeliggøre ikke blot militæralliancen NATO og USA, som altid har været en taknemmelig skydeskive for nationalkonservative russere, men også det EU, som hidtil har været Ruslands vigtigste handelspartner. Ved nytåret placerede russiske varehuse gulvmåtter med det amerikanske flag ved indgangene, så folk tørrede deres vinterstøvler af på dem. Og der laves fornærmende jokes om amerikanere, fra Obama til lokale diplomater, som villigt gengives af de regeringstro medier.

Det er bekymrende, at nogle af de russiske journalister og studieværter, som fører an i disse kampagner, tidligere var kendt for liberale, pro-europæiske holdninger. På vestlig side bliver dæmoniseringen af ikke blot Putin, men også af Rusland og russerne stadig mere udbredt. Koldkrigsretorikken er blevet genoplivet som ingensinde siden Georgien-konflikten i 2008. Gensidige fornærmelser af enkeltpersoner og nationer har lynhurtigt bredt sig i både øst og vest og er med til at forgifte atmosfæren dem imellem. I den danske rejsebranche oplevet som en væsentlig nedsat efterspørgsel efter rejser til Rusland.

Ejendommelig nok betegner året 2015 70-året for afslutningen af Anden Verdenskrig, 60-året for København-Bonn erklæringerne om mindretallenes stilling i den dansk-tyske grænseregion, 40-året for Helsinki-aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, 25-året for CSCE-konferencen i København (”The Human Dimension”), hvor de såkaldte Københavns-kriterier for demokrati, frie og fair valg, god regeringsførelse, markedsøkonomi og retssamfund blev formuleret, samt 20-året for fredsslutningen i Dayton og Paris for Bosnien, Kroatien og Serbien-Montenegro. Alt sammen begivenheder, som i større eller mindre grad har præget udviklingen mod større sikkerhed, bedre naboskab og mere demokrati i Europa. Er dette nu ved at være en overstået kapitel?

Udviklingen siden 1989 har da klart haft store skønhedspletter. Men indtil sidste år syntes Europa at være nået frem til en form for stabilitet og balance, som lovede godt for fremtiden. Kontinentet er blevet voldsomt revet ud af denne ro ved krisen i og omkring Ukraine, som har bragt tilliden mellem Rusland og dets naboer i vest til et lavpunkt, man ikke har set siden 1980erne.

Samtidig er situationen i Mellemøsten kommet ud af kontrol med hand­lings­lam­mel­se og store flygtningestrømme som konsekvens. Igen som for 100 år siden udsæt­tes kristne befolknings­grup­per for voldsom forfølgelse, mens omverdenen ser passivt til og i bedste fald tager imod flygtningene. Og i januar og februar har både Paris og København været udsat for blodige attentater i protest mod bladtegneres islamkritiske karikaturer.

Hverken EU eller Rusland har brug for eller råd til den igangværende indbyrdes konflikt, og værst går det ud over stridens æble, det længe misregerede og mishandlede Ukraine. EU og Rusland skyder gensidigt skylden på hinanden for en konflikt, som begge parter faktisk håndterer rigtig skidt. Propa­gan­daen har fine kår på begge sider af den nye ”kulturgrænse”. Det hele kan forekomme lige så meningsløst som udbruddet af Første Verdenskrig. Krisen har allerede bidt sig hårdt fast. Fortsætter den yderligere, vil vinderne være Kina, og måske Indien og USA, men hverken EU eller Rusland.

Hvad kan der gøres? Ja, de sikkerhedsmæssige instrumenter er stadig tilstede. Både FN, OSCE og Europarådet. Men hvordan kommer de på banen igen? Og med hvilke chancer for succes? Det er nogle af de spørgsmål, vi vil forsøge at tage op i dette nummer af MR&V.