Af Bodil Philip, fhv. fængselsinspektør, medlem af Den Danske Helsinki-Komité og den rets- og kriminalpolitiske tænketank Forsete.

Risikoen for at dømte med kontakt til Kriminalforsorgen bliver radikaliseret har skabt et regime af indberetning og overvågning. Bruger politi og Kriminalforsorg deres ressourcer rigtigt?

Efter drabene ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København i februar 2015 blev der sat øget fokus på at forebygge terror ved at skærpe forsøget på at finde borgere, der er i risiko for at udvikle radikalisme.

Spørgsmålet er, om myndighederne i deres iver for at forebygge i virkeligheden krænker en stor gruppe mennesker, støder grupper fra sig som behøver hjælp og bruger ressourcer til unødig sagsbehandling, som bedre kunne have været anvendt til en fokuseret indsats.

Lad mig give et eksempel fra Kriminalforsorgens verden.

Arnested

Det er en generel opfattelse, at arresthuse og fængsler er arnested for radikalisering. Her samles mennesker, hvis eneste fællesnævner er kriminalitet og det, at de er frihedsberøvede. Det at miste sin frihed pga. kriminalitet er vanærende og gør sårbar.

Sårbare mennesker har tendens til enten at isolere sig eller at danne fællesskaber, hvor de finder anerkendelse. Det kan være fællesskaber omkring uddannelse, behandling, sportsaktiviteter, meningsfuld beskæftigelse, religion mm. Men det kan også være fællesskaber, der samler sig om had mod en fælles fjende, og som danner grobund for radikalisering.

Indberetning

Kort tid efter drabene i februar 2015 besluttedes det, at alle medarbejdere i kriminalforsorgen skulle opfordres til at indberette til Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvis de var bekymrede for at en indsat eller klient var radikaliseret eller på vej til at blive det og at alle indberetninger skulle videresendes til PET (politiets efterretningstjeneste) uden vurdering.

Ønsket om indberetning skyldtes ikke mindst, at en oplysning, der kunne synes ubetydelig, i den rette sammenhæng kunne være netop den brik som manglede i et større puslespil – både i forhold til at undgå radikalisering i Kriminalforsorgen, men også i forhold til PET’s arbejde med at forebygge, modvirke og efterforske terror. Der blev samtidig skabt særlig opmærksomhed omkring indberettede indsatte i form af øget kontrol og registrering og det besluttedes, at politiet og PET skulle høres i alle former for udgang og prøveløsladelse, før der blev taget endelig stilling. Tidligere blev politiet alene hørt i visse udgangssager og i sager hvor den indsatte var tilknyttet en rocker- eller bandegruppering.

Orientering

Det anbefaledes, at den indberettede blev konfronteret med bekymringen, men der var ikke krav om dette. En udsendt vejledning anviste i brede træk, hvad der skulle lægges vægt på. Der nævntes forhold som personens vaner, holdninger, grupperinger og relationer samt ændring af personens ydre.

Der blev givet eksempler som brug af hjemmesider med ekstreme budskaber, vejledninger og lignende, som relaterer sig til våbenfremstilling, anvendelse af totalitære symboler, argumentation for ”absolutte løsninger”, f.eks. at en bestemt gruppe skal fjernes, eller noget skal bombes.

Der blev ikke skelnet mellem, om der var tale om udtryk for nysgerrighed, en enkel spontan udtalelse eller noget mere overvejet. Fælles for det nævnte var, at der var tale om lovlig adfærd, der kunne give anledning til bekymring.

Skøn

Det særlige ved disse indberetninger er, at de bygger på skøn foretaget af den enkelte medarbejder af lovlig adfærd, at der ingen orienteringspligt er af den berørte, og at indberetningen har konsekvenser for vedkommende i form af øget kontrol og en udvidet høringspligt af politi og PET i forhold til tidligere. Indberetningen behøver ikke at ske på baggrund af en drøftelse mellem flere og kræves ikke forelagt en overordnet eller en med særlig viden om radikalisering.

Der opfordres til grundighed, men der er ingen sikkerhed for, at dette sker, og der er intet krav om, at åbenbart ubegrundede indberetninger trækkes tilbage. Dertil kommer, at registreringen kan fastholdes i op til 5 år med mulighed for forlængelse.

Bliver den indsatte genindsat efter en løsladelse inden for de 5 år, sker der en vurdering af, om indberetningen fortsat skal have konsekvenser. Disse indberetninger er særlige ved, at de uden vurdering har konsekvenser for dømte, ved at de indberettede underkastes en særlig kontrol og ved, at der sker en øget sagsbehandling i forbindelse med behandling af deres udgangs- og prøveløsladelsessager.

Der er ingen grund til at tro, at kriminalforsorgens personale skulle have interesse i at chikanere indsatte eller klienter, men der er med denne ordning givet et åbenbart redskab til noget sådant.

Når en indsat er bekymringsindberettet til Direktoratet for Kriminalforsorgen, placeres han i en af tre kategorier, alt efter hvor bekymret man er. Er man ikke så bekymret, placeres han i kategori 1, og man meget bekymret, placeres han i kategori 3.

Alt efter hvor bekymret man er, skal eller kan man holde bekymringssamtaler med den indsatte. Der er ingen vejledning i, hvad disse samtaler skal indeholde, og en sådan vil også være svær at skrive. En indsat undrede sig over, at en bemærkning, der for ham var helt harmløs og en del af hans sprog, var blevet opfattet som mistænkelig af en medarbejder og indberettet.

En anden indsat fortalte med glæde i stemmen, at han nu var rykket op i kategori 2. Han syntes ikke at vide, at det betyder, at bekymringen og dermed kontrollen er øget. Andre indsatte har spurgt, hvad de skal gøre for at gå en indberetning trukket tilbage, og andre igen, hvordan de kan undgå at blive indberettet. Det fælles svar er, at der ikke er nogen, der ved det, da indberetningerne beror på den enkelte medarbejders vurdering.

Rettigheder

Det er ikke mærkeligt, hvis der er indsatte/klienter, der er utrygge ved denne ordning og vælger at trække sig tilbage fra personalet i frygt for at blive indberettet. Det er heller ikke mærkeligt, hvis der er indsatte/klienter, der holder afstand til en indberettet i frygt for selv at blive det. Dertil kommer, at indberetninger, som den indsatte/klienten ikke forstår, skaber en følelse af at være udstødt og disrespekt for systemet.

Man skal i denne sammenhæng erindre, at det er almindligt kendt blandt indsatte, at der er særligt restriktive regler for indsatte, der er registrerede som bandemedlemmer. Selvom grundlaget for registrering af de to grupper er helt forskelligt, er der ingen, der kan fortænke de indsatte i, at drage paralleller.

Dømte har som alle andre borgere en række grundlovssikrede rettigheder som f.eks. ytringsfrihed og religionsfrihed.  Man kan spørge, hvad værdien af disse rettigheder er, hvis en ikke strafbar bemærkning eller en optagethed af religion kan resultere i en indberetning, der får konsekvenser for ens afsoning og senere færder.

Forskelsbehandling

I kriminalforsorgen er der ca. 4.600 ansatte. Alle har med hver sin viden og holdninger mulighed for at foretage indberetninger. Uagtet gennemført kursusvirksomhed og udsendt vejledning kan man ikke forestille sig, at så mange mennesker har en ens holdning til, hvornår en dømt skal indberettes. For den indsatte kan det kun efterlade stor usikkerhed.

Det er betryggende, at Direktoratet for kriminalforsorgen i dag afgør alle indberettedes udgangs- og prøveløsladelsessager. Dette sikrer en ensartethed. Afgørelsen sker dog på baggrund af høring af den politikreds, den dømte er dømt i, med efterfølgende høring af PET. Uagtet at den endelige afgørelse ligger i Direktoratet, og at der er udsendt en vejledning om, hvad politiet skal lægge vægt på, er det umuligt at forestille sig, at 12 forskellige politikredses behandling af sagerne ikke har indflydelse. Tidligere var det kun særlige sager, der blev forelagt.

Den nye sagsbehandlingspraksis på dette område har helt naturligt medført øget administration. En udvikling der vil eskalere over tid, i takt med at flere og flere er blevet indberettet.

En særlig problematik ligger i, at det i dag er Direktoratet for Kriminalforsorgen, der afgør udgangssagerne, hvilket betyder, at der ikke kan klages over afgørelserne, ud over at sagerne altid vil kunne forelægges ombudsmanden.

Det fremgår af lov om politiets efterretningstjeneste, at PET har tilladelse til at føre et register over borgere, der har givet anledning til opmærksomhed. Dette register giver PET mulighed for på et tidligt tidspunkt at udpege borgere, man ønsker at følge. At kriminalforsorgen skal have et særligt blik på indsatte, der er særligt udsatte, er naturligt, men at det også gælder for dømte, der ikke er frihedsberøvede og hvor der ikke er nogen grund til at tro, at de er mere udsatte end alle andre borgere, er sværere at forstå.  Der er her tale om dømte med tilsyn evt. med vilkår om samfundstjeneste og dømte, der afsoner med fodlænke.

Konklusion

Nu er der gået over et år efter drabene i februar 2015 og der meldes ikke om et ændret trusselsbillede. Terrorsagerne i Paris og Bruxelles bekræfter vigtigheden af den fokuserede indsats, og at vi bevarer kontakten til sårbare grupper med risiko for radikalisering. Der er fortsat brug for, at vi passer på hinanden.  Men der er også begrænsede ressourcer, og der er brug for, at vi bruger ressourcerne bedst muligt samtidig med, at det er vigtigt, at vi husker, at grundlovssikrede rettigheder ikke kan tilsidesættes, også selvom vi i den konkrete sag ikke kan lide den måde, de bruges på og at den bedste måde at forebygge radikalisering på er ved at bevare kontakten til de udsatte.

Kunne man forestille sig, at tiden er inde til at ophøre med den særlige opmærksomhed, der er overfor dømte, der ikke er frihedsberøvede, såsom betinget dømte med tilsyn med eller uden samfundstjeneste, og dem, der afsoner med fodlænke. Det er borgere, hvor der ikke er nogen særlig grund til at tro, at de vil blive radikaliseret.

Anderledes er det for de frihedsberøvede. Her er den almindelige opfattelse, at der er en risiko for radikalisering. Derfor er det også naturligt, at der er en øget opmærksomhed omkring denne gruppe. Men en ordning, hvor der sker indberetning på baggrund af en enkelt medarbejders observationer med konsekvenser for den indsatte, uden at den indberettede har krav på at forklare sig og uden nogen form for vurdering af indberetningens lødighed, er ikke i orden i et retssamfund.

Information er et grundlæggende redskab i PET’s arbejde og bør derfor ikke begrænses i så alvorlige sager som disse. Men brug af informationen er noget andet. Her bør der ske en vurdering af den indberettede informations lødighed og relevans, før den får konsekvens for den indsatte.  Sagsbehandling er ikke altid et gode. Udløses sagsbehandlingen af en ubetænksom bemærkning, en lovlig nysgerrighed eller værre, en medarbejder, der ønsker at chikanere en indsat, er der tale om et unødigt ressourcespild, en krænkelse af den indberettede, og det resulterer i en utryghed, der skaber afstand mellem den indsatte og myndigheden.

Nogen vil sige, at der trods alt ikke er så mange bekymringsindberettede. For mig er det underordnet, da frygten for at blive bekymringsindberettet i dag gælder alle indsatte og klienter.

Mit forslag er, at en ordning som beskrevet her, der blev indført umiddelbart efter drabene i februar 2015, får et grundigt eftersyn, således at vi kan være sikre på, at vores ressourcer anvendes optimalt, at de relevante udpeges i tide, samtidig med at vi kan bevare et godt og respektfuldt forhold mellem indsatte og personale og ikke stempler en stor gruppe mennesker, der ikke har haft nogen tanke om radikalisering.