Fascismens symboler er igen på spil i et af Centraleuropas centrale lande, Ungarn. Racisme og antisemitisme bliver åbent italesat, mod Roma og jøder, i det ungarske parlament ved Donaus bred.

Lyt til højrepolitikeren Márton Gyöngyösis nylige udtalelse fra parlamentets talerstol: ”Tiden må nu være inde til at udarbejde lister over borgere i dette land med jødisk baggrund – især hvis de sidder i parlamentet eller regeringen – som kan udgøre en national sikkerhedsrisiko”. Som lederskribenten i dagbladet Information gjorde opmærksom på den 17. januar 2013 blev disse ord udtalt 200 meter fra det sted, hvor ungarske nazister i 1944 stillede hundredevis af ungarske jøder op på række og dræbte dem med nakkeskud. Mens omkring 400.000 andre jøder blev deporteret fra Budapest til gaskamrene i Auschwitz.

Det genkalder mindet om den danske socialdemokratiske politiker, senere undervisningsminister Hartvig Frischs kendte bog ”Pest over Europa” fra 1933, hvor han i året for nazisternes magtovertagelse i Tyskland skildrer de fascistiske og kommunistiske bevægelser, som i kølvandet på den store økonomiske verdenskrise 1929-32 i stigende grad fortrængte de ofte svage demokratier og skabte diskrimination og forfølgelse af alle, som ikke passede ind i de udemokratiske magthaveres billede af den ”rigtige” borger. Desværre blev Frischs advarsler i 1933 ikke taget alvorligt nok. Nu virker situationen igen truende, både i Syd-, Central- og Østeuropa, med Ungarn som det hidtil værste eksempel.

En gammel diplomat har engang udtalt, at hvis vi vil forhindre, at historien gentager sig, må vi lære af den. Vi må erkende faresignalerne så tidligt, at vi kan gribe ind i processerne, før det er for sent.

Derfor er det, der nu udspiller sig i Ungarn, og som allerede har ført til de første drab på Roma, utrolig vigtigt at bemærke, og reagere på. For samme tendenser optræder andre steder. Forfølgelse af Roma er tidligere sket i Tjekkiet. Og på medieområdet er det ikke uden grund, at lederskribenten spørger, om mediesituationen i Ungarn bevæger sig mod hviderussiske tilstande. I Ukraine er det retsvæsnet, som udnyttes til at gøre kål på den aktuelle regerings politiske modstandere. Og det er formentlig også det, der sker i Georgien efter det seneste magtskifte. I Serbien har vi oplevet en vældig højredrejning i hele det politiske spektrum – ethvert politisk udtryk er med ganske få undtagelser domineret af den herskende stærke nationalkonservative tendens.

Ukraine indgår i EUs Naboskabsprogram og Serbien er ansøgerland, dem kan der fra EU-side lægges pres på, og de har forpligtet sig til at respektere Den europæiske Menneskeretsdomstols afgørelser, Ungarn er direkte medlem af EU. Det skulle give os mulighed for at gribe ind.

Men hvilke instrumenter har vi i dag? Givet flere end i Mellemkrigstidens Folkeforbund. I dag har vi både FN, OSCE, EU og Europarådet. Men kan de bruges til forsvar for menneskerettigheder og civilsamfund i den aktuelle situation og opnå resultater?

Det er noget af det, vi i Helsinki-bevægelsens ånd må rette vor opmærksomhed på i den kommende tid. Det begynder faktisk at haste!

Karsten Fledelius, Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, januar 2013