Den 1. august 1975 undertegnede USAs præsident Gerald Ford og Sovjetunionens partileder Leonid Brezjnev i Finlands hovedstad den såkaldte Helsinki Slutakt, en aftale om sikkerhed og samarbejde over de nationale og ideologiske grænser i Europa, som stadig udgør en vigtig del af Europas sikkerhedsarkitektur. Ud af denne aftale voksede CSCE, Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, fra 1994 OSCE, organisationen af samme navn. Aftalen hviler på to grundlæggende forudsætninger: at grænserne i Europa ligger fast (efter Anden Verdenskrig) og kun kan ændres ved gensidig aftale, og at de nationale regeringer har ansvar for, at alle deres befolkninger, også mindretallene behandles ordentligt.
Aftalen i 1975 gav anledning til, at menneskerettighederne kom til at spille en langt mere fremskudt rolle i den kommunistiske del af Europa og den har helt klart haft betydning for det skifte i Østeuropa, som førte til kommunismens sammenbrud.
I alt 35 lande fra øst og vest tilsluttede sig Helsinki aftalerne (også kaldt Helsingforsaftalerne). Helsinki-slutakten bestod af tre søjler, tre ”kurve”: a) sikkerhed, b) økonomisk, miljø og videnskabeligt samarbejde og c) samarbejde på humanitære områder, som i København 1990 blev specificeret under overskriften ”Den Menneskelige Dimension”. Sikkerhedssøjlen inddeltes i 1975 i 10 hovedområder:
- Staterne er suveræne og lige, alle underskrivende stater respekterer de rettigheder, dette indebærer.
- Parterne afstår fra at anvende magt eller trusler mod hinanden.
- Grænserne er ukrænkelige og må ikke ændres med voldelige midler.
- Staterne har territorial integritet
- Konflikter skal løses med fredelige midler
- Stater kan ikke gribe ind i en anden stats indre anliggender
- Respekt for menneskerettighederne og sikre fundamentale frihedsrettigheder, herunder tanke-, samvittigheds-, tros- og religionsfrihed
- Folkenes lige rettigheder og ret til selvbestemmelse
- Samarbejde mellem staterne
- Opfyldelse i god tro af folkeretlige forpligtelser