Af Karsten Fledelius
Den 40 år gamle sikkerhedskonference omkring Europa og det nordlige Asien, som blev grundlagt i Helsinki den 1. august 1975 for at sikre grænser og menneskerettigheder, er blevet rystet i sin grundvold. Vi er tilbage i en tilstand af mistillid og gensidig mudderkastning, man ikke har set magen til siden første del af 1980erne. Og denne kamp, som udkæmpes både i medierne og i økonomien, er udmarvende ikke blot for stridens genstand, Ukraine, men i høj grad for de to kriseramte hovedaktører, EU og Rusland. 2014 var noget af en ”kold tyrker” for samarbejdsklimaet i ”Eurasia”, et nyt slagord som blev ført frem først og fremmest fra russisk side.
Forurettethed, forargelse og forbitring er nok de følelser, der kommer stærkest til udtryk på begge sider. Skuffelsen synes enorm. Den gensidige forståelse synes gennemgående at glimre ved sit fravær, hvis man da ikke medtager de europæiske højregrupperinger, som hylder Putin som en forsvarer for traditionelle kristne holdninger. Det er lykkedes denne at mistænkeliggøre ikke blot militæralliancen NATO og USA, som altid har været en taknemmelig skydeskive for nationalkonservative russere, men også det EU, som hidtil har været Ruslands vigtigste handelspartner. Ved nytåret placerede russiske varehuse gulvmåtter med det amerikanske flag ved indgangene, så folk tørrede deres vinterstøvler af på dem. Og der laves fornærmende jokes om amerikanere, fra Obama til lokale diplomater, som villigt gengives af de regeringstro medier.
Det er bekymrende, at nogle af de russiske journalister og studieværter, som fører an i disse kampagner, tidligere var kendt for liberale, pro-europæiske holdninger. På vestlig side bliver dæmoniseringen af ikke blot Putin, men også af Rusland og russerne stadig mere udbredt. Koldkrigsretorikken er blevet genoplivet som ingensinde siden Georgien-konflikten i 2008. Gensidige fornærmelser af enkeltpersoner og nationer har lynhurtigt bredt sig i både øst og vest og er med til at forgifte atmosfæren dem imellem. I den danske rejsebranche oplevet som en væsentlig nedsat efterspørgsel efter rejser til Rusland.
Ejendommelig nok betegner året 2015 70-året for afslutningen af Anden Verdenskrig, 60-året for København-Bonn erklæringerne om mindretallenes stilling i den dansk-tyske grænseregion, 40-året for Helsinki-aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, 25-året for CSCE-konferencen i København (”The Human Dimension”), hvor de såkaldte Københavns-kriterier for demokrati, frie og fair valg, god regeringsførelse, markedsøkonomi og retssamfund blev formuleret, samt 20-året for fredsslutningen i Dayton og Paris for Bosnien, Kroatien og Serbien-Montenegro. Alt sammen begivenheder, som i større eller mindre grad har præget udviklingen mod større sikkerhed, bedre naboskab og mere demokrati i Europa. Er dette nu ved at være en overstået kapitel?
Udviklingen siden 1989 har da klart haft store skønhedspletter. Men indtil sidste år syntes Europa at være nået frem til en form for stabilitet og balance, som lovede godt for fremtiden. Kontinentet er blevet voldsomt revet ud af denne ro ved krisen i og omkring Ukraine, som har bragt tilliden mellem Rusland og dets naboer i vest til et lavpunkt, man ikke har set siden 1980erne.
Samtidig er situationen i Mellemøsten kommet ud af kontrol med handlingslammelse og store flygtningestrømme som konsekvens. Igen som for 100 år siden udsættes kristne befolkningsgrupper for voldsom forfølgelse, mens omverdenen ser passivt til og i bedste fald tager imod flygtningene. Og i januar og februar har både Paris og København været udsat for blodige attentater i protest mod bladtegneres islamkritiske karikaturer.
Hverken EU eller Rusland har brug for eller råd til den igangværende indbyrdes konflikt, og værst går det ud over stridens æble, det længe misregerede og mishandlede Ukraine. EU og Rusland skyder gensidigt skylden på hinanden for en konflikt, som begge parter faktisk håndterer rigtig skidt. Propagandaen har fine kår på begge sider af den nye ”kulturgrænse”. Det hele kan forekomme lige så meningsløst som udbruddet af Første Verdenskrig. Krisen har allerede bidt sig hårdt fast. Fortsætter den yderligere, vil vinderne være Kina, og måske Indien og USA, men hverken EU eller Rusland.
Hvad kan der gøres? Ja, de sikkerhedsmæssige instrumenter er stadig tilstede. Både FN, OSCE og Europarådet. Men hvordan kommer de på banen igen? Og med hvilke chancer for succes? Det er nogle af de spørgsmål, vi vil forsøge at tage op i dette nummer af MR&V.