Det er ingen hemmelighed, at det klassiske liberale demokrati i disse år er under voksende pres. I stigende grad har folk stemt på nye alternative, ofte populistiske partier. Et flertal af briterne valgte Brexit. Finanskrisen og flygtningekrisen har givet alternative partier et ekstra løft og samtidig bragt det liberale demokrati og magtens tredeling under pres.
De etablerede partier og EU har nu heller ikke håndteret kriserne særlig godt, mildt sagt. Flere lande, også i EU, har derfor bevæget sig over mod nye og mere eller mindre ikke-demokratiske systemer, hvor mediefriheden og domstolenes uafhængighed er under alvorligt pres.
Men hvilke typer regimer ser vi ud til at få? Det liberale, men skrøbelige demokrati finder vi i Tjekkiet, Slovakiet, nu også i nogen udstrækning i Østrig og efter det sidste valg også i Tyskland. Grænserne mellem de forskellige typer, som er vist i oversigten, er glidende og derfor overlappende. Det illiberale demokrati er fremherskende i f.eks. Orbáns Ungarn, i Kaczynskis Polen og såmænd også i Kroatien. Svage demokratier – kendetegnet ved masseprotester og ”defekter” – ser vi især i Sydeuropa, eksempler er Moldova, Rumænien og Bulgarien og på Vestbalkan, hvor valgene nærmest har skabt mere politisk kaos. Vi ser det samme i SNG-lande, hvor de autoritære varianter dog er mere udbredte.
De alternative partier og det liberale demokratis forfald er et alvorlig problem for Europa, men samtidig en opfordring til de gamle etablerede partier om at forny sig og kommunikere bedre med vælgerne. Institutioner som OSCE og Europarådet har under de forhold et særligt ansvar og bør opprioriteres. Blandt populismeforskere er det en udbredt opfattelse, at utilfredsheden kan være meget rimelig; uligheden vokser jo, folk føler sig usikre og mainstream partierne er mere eller mindre tømt for nye idéer og løsninger. Det store problem er, hvilke svar partierne, det være sig gamle eller nye, er i stand til at præsentere for vælgerne.
| Typer af demokrati/ikke-demokratier | |
| Det liberale konstitutionelle demokrati | Reel konkurrence ved valgene og magtens tredeling |
| Det liberale, men skrøbelige demokrati | Er liberalt, men bliver udfordret af alternative, ofte populistiske partier og bevægelser.
Eksempler: Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland, |
| Det illiberale demokrati | Valg er frie, men ikke fair, indskrænkning i domstolenes uafhængighed og i mediefriheden.
Eksempler: Kroatien, Serbien, Polen, Ungarn |
| Konkurrenceprægede autoritære systemer | Manipulerende valg, indskrænkninger i mediefriheden, en vis konkurrence, ofte med stor indflydelse til rigmænd (oligarker).
Eksempler: Georgien, Rusland og Ukraine |
| Bureaukratiske autoritære systemer | Meget centralistiske, ofte også stærkt præsidentielle
Eksempel: Nogle henfører Rusland til denne kategori |
| ”Democracy by default” eller ”defective democracy” | Også kaldt imitativt demokrati, formelt er institutionerne og valg på plads, men staten er svag, systemet korrupt.
Eksempler: Moldova, i overvejende grad Ukraine |
| Regimer kendetegnet ved ”mass protests” | Valg gennemføres nogenlunde korrekt, men de bliver ikke respekteret og slet ikke af oppositionen. Regeringen søges væltet gennem masseprotester. Ofte lav stemmedeltagelse og høj korruption.
Eksempler: Bulgarien, Rumænien, Makedonien |
| Totalitære regimer | Sjældne i dag, mest anvendt om Tyskland under nazismen og om stalinismen i Sovjetunionen |
| Alternative partier | Eksempler: |
| ”Business firm”-partier | ”Forretningspartier”, finansieret og styret af rigmænd, f.eks. Andrei Babis’ ANO |
| Højre-nationale partier | Med blød eller hård nationalkonservativ ideologi, ønsker illi-beralt demokrati, f.eks. Lov & Retfærdighedspartiet i Polen, Fidesz i Ungarn |
| Lederstyrede partier og bevægelser | Med alternativ ideologisk profil, ofte med unge i spidsen, f.eks. Macrons bevægelse i Frankrig |
| Løse decentralt opbyggede bevægelsespartier | Uden nogen særlig tydelig politisk profil, f.eks. piratpartierne |
Søren Riishøj, oplagt 3. december 2017