Der er en markant forskel på civilsamfundsudvikling i et “almindeligt” postkolonialt udviklingsland og i et land, som har været under kommunistisk styre i mange år eller måske endda været en del af selve Sovjetunionen. Sådanne lande har været underkastet et rigoristisk, ideologisk ensrettet bureaukrati, som har meget lidt til fælles med moderne demokratiske samfund. De har haft systemer, som har gjort en række velfærdsydelser tilgængelige i hvert fald for den “lydige” del af befolkningen, men samtidig afskrækket den fra selvstændige initiativer. Hvor vi i Danmark på “hvordan har du det?” vil svare “fint”, vil den typiske russer svare “normalno”. Det gælder om ikke at gøre sig bemærket, at holde sig under radaren, dyrke sine grøntsager, gå i ét med gulvtæppet. For så kan man leve i fred og ro. Ikke just en livsstil, som fremmer initiativ og innovation.

Der findes mønsterbrydere, ihærdige græsrødder, og nogle af dem er klogere end vi i vesten. De har ikke meget at lære af os, men vi til gengæld af dem. Hvordan kan man udfolde civilsamfundsaktiviteter under radaren i Hviderusland? Hvordan kan man fremme demokratiforståelsen? Resultaterne er her ofte vanskelige at måle, fordi det er aktiviteter, som ligger i en gråzone eller må holdes helt hemmelige. Men det er vigtigt at anerkende deres vigtighed og vise dem opmærksomhed. Det er også vigtigt at udvikle projekter inden for undervisning og sundhed, som kan passere regimets overvågning, f.eks. knyttet til sport eller kultur. Der er her tale om en langsigtet strategi, som sikrer opbygning af civilsamfunds-dannende kapacitet.

Det drejer sig om at mobilisere unge og yngre mennesker, som har et europæisk outlook og som ikke er hæmmet af sovjettidens påtvungne apati og frygt. Det drejer sig om at støtte de journalister, som vover at rapportere om korruption og politisk manipulation, magtmisbrug og valgsvindel. Sovjetsamfundet faldt sammen indefra pga. befolkningens manglende opbakning og enkeltpersoner med civilcourage. Men det har efterladt en kultur af ligegyldighed over for samfundets ofre hos mange myndighedspersoner, som er opdraget til manglende empati. Her er der organisationer som “Soldatermødrene” i Rusland, som har vovet meget og kunnet bevise, at regulære russiske soldater blev anvendt i forbindelse med kampene i Øst-Ukraine. Hvor mange mishandlede soldater, de har reddet, er vanskeligt at kvantificere, og de blev stemplet som “foreign agents”, hvilket gør deres arbejde meget vanskeligt. Men de er en del af det nødvendige civile netværk, som en dag vil tage over, når det nuværende regime smuldrer.

At give udviklingshjælp til det rige Rusland kan virke absurd. Og Ukraine er endnu ikke nede under fattigdomsgrænsen. De fleste af de centralasiatiske republikker heller ikke. Men alle steder findes der mennesker, som er villige til at kæmpe for mere humanitære forhold i militær, fængsel og samfundet som helhed. De kan få rigtig meget ud af de personlige kontakter med os i Skandinavien, som de kan tage med i deres videre virksomhed. Og nogle af dem er blevet rigtigt dygtige til at samarbejde med EU, som ejendommeligt nok af og til er nemmere at søge om penge fra.

Apatien er ikke det eneste postsovjetiske fænomen. Trodsen, ja indtil dødsforagt, er der også. I februar 2015 blev oppositionspolitikeren Boris Nemtsov skudt på en bro ved den Røde Plads i Moskvas. Og trods forsøg på at fjerne blomster, billeder, digte og hvad der ellers kan findes på det sted på broen, hvor han blev skudt, vender de tilbage, så snart de er blevet fjernet. Den stille, værdige protest i det centrale Moskva er et levende tegn på, at ånden fra augustdagene 1991 stadig findes.

Vi skal derfor ikke glemme hverken Rusland eller Hviderusland. Men vi har åbne døre i Ukraine og Georgien. Det er meget, meget vigtigt at udnytte dem godt. Med alt hvad der bringer mennesker sammen i fælles projekter og besøg hos hinanden. Derfor hører kulturudveksling og turisme også med til våbnene i kampen for bekæmpelse af det postsovjetiske syndrom. Det er nu, dørene er åbne!

Med de gennemførte og planlagte projekter fra Helsinki-Komiteens side i Ukraine og Georgien er vi i fuld gang med denne proces. Og vi har mødt stor interesse fra både ukrainske og georgiske aktører i civilsamfundet. Trods stor fattigdom, ikke mindst i dagens Ukraine, er engagementet og de lokale

kompetencer store. Som eksempler på vore samarbejdskontakter kan vi nævne det pædagogiske universitet i Pereslav-Khmelnitskij, NGO-en Ahalar i Tjenigiv og Kharkiv-gruppen for Human Rights, som også samarbejder med EU og Europarådet. Alle har de stort behov for at få inspiration til at bruge modeller fra vores del af Europa til at bryde den postsovjetiske mentalitet. Herunder at vise dem, hvordan man kan håndtere de setbacks, de oplever gang på gang, når ellers udmærket lovgivning løber ud i sandet eller bevidst saboteres af lokale og centrale myndigheder. Og hvad der skal til for at opbygge den indbyrdes tillid mellem mennesker, også mellem myndigheder og civilsamfund, som kan danne en modvægt til institutionel inerti, lokal magtfordrejning og direkte korruption. Og hvordan de sociale medier kan udnyttes til at hæve informationsniveaet og bevidstheden om egne rettigheder i lokalsamfundet. Ganske det samme som i Ukraine gør sig gældende i Georgien.

Det er lidt som at tænde op i en brændeovn – man tænder et brik, som sætter ild i de små pinde, som så sætter de store brændeknuder i brand. Denne multiplikator-effekt kan være lidt vanskelig at kvantificere i udgangspunktet, men er den, som efter vores erfaring hurtigt kan føre til, at lokalbefolkningen får tillid til, at det kan betale sig at involvere sig aktivt i samfundsprocesserne. Vi har set i de baltiske lande, at den postsovjetiske mentalitet kan ændres nedefra, bl.a. i kraft af den høje almindelige uddannelsesstandard, befolkningen har som en positiv arv fra sovjettiden – og selvfølgelig er det også muligt i de sydlige eks- sovjetiske stater.

Disse har imidlertid det handicap, at de helt siden 1920ernes begyndelse har været en del af Sovjetunionen, i modsætning til de ekskommunistiske lande, som er blevet medlemmer af EU og som alle har haft en mere eller mindre demokratisk fortid i mellemkrigsårene. Den sovjetiske mentalitet har haft meget længere tid til at sætte sig fast i sindene, hvor disse har været præget af en totalt undertrykkende, voldsbaseret ideologi gennem mere end 70 år. Forskellen er tydelig mellem lande som Estland, Letland, Litauen og Polen på den ene side og Ukraine på den anden, og måles også på en stærk økonomisk vækst i de første og stagnation i det sidste land. Samt meget forskellige niveauer i civilsamfundets udvikling.

Der er snart gået 25 år siden Sovjetunionens opløsning. Og 27 år siden Østblokkens. Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder har arbejdet inden for hele dette område siden sin oprettelse i 1985. Udviklingen af et demokratisk civilsamfund koblet med privat ejendomsret, markedsøkonomi og et uafhængigt retssystem er blevet virkelighed i de af de eks-sovjetiske og ekskommunistiske stater, som er blevet medlemmer af EU – med større eller mindre præcision. Det er en udvikling, som Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettig­heder har været en del af, gennem en lang række projekter af juridisk og humanitær art, med støtte bl.a. fra Demokratifonden og Øststøttefonden. Herigennem har vi indhøstet særdeles værdifulde erfaringer for, hvordan dybtgående mentali­tets­ændringer faktisk er mulige at skabe over tid, hvis man får mobiliseret de energier i det civile samfund, som i 1900-tallet prægede et land som Danmark.

Karsten Fledelius, den 29. oktober 2016