I juni 2013 vedtog den russiske statsduma, og præsident Putin underskrev, en lov om registrering af NGOer, som kræver, at enhver organisation, der modtager penge fra udlandet, registrerer sig som ”udenlandsk agent” – noget, der i russisk tradition er nærmest ensbetydende med landsforræderi. Der var tale om et stort flertal i statsdumaen, altså i princippet en demokratisk proces. Mange NGOer reagerede slet ikke – det kunne jo være teatertorden. Men så begyndte konkrete myndighedskrav, ransagelser og tiltaler. Det var altså alvor, ikke blot intimidering.
Nogenlunde samtidig rejste Putin til Hannover for at deltage i industrimessens åbning og at mødes med forbundskansler Angela Merkel. Hun undlod ikke at tale det russiske civilsamfunds sag over for Putin. Putin svarede lidt spøgefuldt, at han skam også værdsatte civilsamfundet. Og en af hans tilhængere, professor Sergej Markov, har i Moscow Times direkte skildret loven som en gave til civilsamfundet.
Dette var nu ikke Merkels holdning. Og det er væsentligt, at den tyske regeringsleder så kraftigt understregede det frie og mangfoldige civilsamfund som en grundlæggende forudsætning for et velfungerede demokratisk samfund.
Rusland har i praksis taget et stort skridt tilbage. Ikke til sovjettiden, langtfra. Men der er tale om et forsøg på at modvirke globaliseringen og at dæmme op for, hvad man anser for uheldige tendenser udefra. Vilkårene for kritiske NGOer er blevet vanskeligere, myndighederne ønsker ikke kritik, og regeringskritiske kunstværker bliver i praksis fjernet fra udstillinger uden retskendelse.
Sådan er det naturligvis ikke i det vestlige Europa og Danmark. Men vinden blæser heller ikke her i civilsamfundets retning. Kritiske holdninger bliver ikke meget påskønnet af myndigheder og politikere. Den nye offentlighedslov, som er blevet vedtaget for kort tid siden, ligger tæt op af den forrige regerings forslag til trods for, at partierne i den nuværende regering var kritiske over for de indskrænkninger i adgangen til dokumenter i den offentlige forvaltning, som det forrige forslag indeholdt. Der er tilsyneladende begrænsede forbedringer i den endelige lov, men spørgsmålet er, hvor reelle de er. Ikke mindst på baggrund af erfaringerne med, hvordan den året ud stadig gældende gamle offentlighedslov rent faktisk har fungeret.
Dagbladet Information fremdrog i sin bagsideleder den 12. september 2013, ”Lukket land”, sagerne om overdragelse af dansk-tagne fanger til irakiske fængsler med tortur til følge. Da avisen ansøgte Forsvarsministeriet om aktindsigt i disse sager i begyndelsen af december 2011, fik man en positivt svar, dog med en beklagelse af, at ministeriet ikke kunne overholde offentlighedslovens svarfrist på 10 dage, men lovede svar ”ultimo januar 2012”. Intet skete i de følgende måneder, trods flere rykkere. I oktober 2012 klagede avisen så til Folketingets ombudsmand, som trods rykning for svar først i maj 2013 fik at vide, at ministeriet ikke kunne udlevere akterne, da de var overgået til den undersøgelseskommission, som i mellemtiden var blevet nedsat vedr. håndteringen af de irakiske fanger! Ombudsmanden svarede i september 2013 med en skarp kritik af Forsvarsministeriets syltning af henvendelsen, men indtil undersøgelseskommissionen afgiver betænkning, formentlig først om fire år, vil der ikke være adgang til dokumenterne fra borgernes side.
Danmark er ikke det eneste land i EU, hvor en sådan lukkethedskultur er i vækst. Selv når der foreligger klare svarfrister, kan disse tilsyneladende overtrædes så systematisk, at man reelt undergraver hele ideen om offentlighed i forvaltningen. Den, som vi kræver gennemført af de lande, som ønsker at komme med i EU. Vi foregår dem ikke med noget godt eksempel!
Karsten Fledelius, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, oktober 2013