Catalonien og Spanien

Af Lars Blinkenberg

Efter de seneste ugers megen omtale i medierne af det dramatiske forløb op til den ulovlige folkeafstemning den 1.oktober kan et resumé af sagsforløbet nok være nyttigt.

Catalonien har aldrig haft en selvstændig folkeretslig status. Regionen har igennem historien henhørt under det store nord-spanske kongerige Aragonien, der i senmiddelalderen udgjorde Spanien sammen med det centrale Castilien og det mauriske Andalusien i syd indtil erobringen af Granada i 1492. I nogle perioder henhørte regionen under franske grever i Toulouse, og derfor er det catalanske sprog meget påvirket af fransk. Cataloniens situation kan således ikke sammenlignes med Skotland.

Under den såkaldte spanske arvefølgekrig i begyndelsen af 1700-tallet, da Spanien for længst var en enhedsstat, sluttede greven af Barcelona sig til de udenlandske kræfter, der modarbejdede de spanske Bourboner i Madrid (som er stamtræet for monarkiet i dag), men blev efterhånden nedkæmpet af centralmagten, der ikke ønskede at komme under det østrigske monarki. Denne kamp betegnes i catalansk optik som en frihedskrig.

Omkring begyndelsen af Første Verdenskrig og umiddelbart herefter opstod der anarkistiske-og kommunistiske bevægelser, bl.a. under indflydelse af den russiske revolution; på et tidspunkt var der endog et meget kortvarigt intermezzo med en selvstændig catalansk republik. Den spanske konge Alfons den XIII (den gamle konges bedstefar) måtte flygte i 1931, hvorefter den nye, skrøbelige spanske republik gik en usikker fremtid i møde.

Det tiltagende anarki, som denne republik medførte, gav som bekendt anledning til det militærkup, der med Franco i spidsen begyndte opstanden i 1936. Med hjælp fra de fascistiske lande tilkæmpede nationalisterne sig magten i det store land med endelig sejr i vinteren 1939 efter en meget blodig borgerkrig.

Man kan næppe se bort fra, at netop det anarkistisk-prægede system, der holdt længst stand i Barcelona-regionen, var medvirkende til, at officerskliken fik vind i sejlene og besad et had til netop den region, hvor anarkiet og kommunismen trivedes hånd i hånd før og under borgerkrigen. Det var i den urolige mellemkrigstid, hvor først Stalins og kort efter Hitlers regime udvidede deres magtsfære i store dele af kontinentet, ligesom begge disse stormagter intervenerede i den spanske borgerkrig.

General Franco styrede efter sejren det store land med hård hånd i næsten 40 år, men holdt sig klogeligt uden for Anden Verdenskrig. Han gennemførte ikke overraskende en politik, der rettede sig mod enhver form for anarki. Socialister og andre venstrepartier opfattede diktaturet som hørende til denne kategori. Man forbød derfor alle former for uafhængighedstendenser i Catalonien, såvel som i Baskerlandet, herunder benyttelse af det catalanske sprog og af baskisk, der intet har med spansk at gøre. Hermed blev kimen lagt til de to uafhængighedsbevægelser i hhv. Catalonien i nordøst og Baskerlandet i nord.

I Baskerlandet indledtes i slutningen af Franco-epoken en blodig krig mod centralmagten, der forstærkedes efter diktaturets fald og kostede over 800 menneskeliv. Problemerne er dog i de seneste år blevet bilagt med en politisk overenskomst, der synes at holde efter ETAs nedlæggelse af våbnene for få år siden.

I Catalonien er det heldigvis aldrig kommet til alvorlige blodsudgydelser, men der er i stigende grad opstået en populistisk kamp for selvstyre – dette på trods af, at den spanske stat har ført en meget liberal politik over for autonomierne efter at demokratiet grundfæstedes med vedtagelsen af en fri forfatning i 1978, kun tre år efter Francos død.

Det er vigtigt at pointere, at denne frie forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning med ca. 85 % ja-stemmer i hele Spanien og endog med 90 % i Catalonien.

Dermed fik delstaten lov til at anvende det catalanske sprog – også i officiel sammenhæng – til at benytte eget flag og til at kunne oprette eget parlament. Parlamentet har dog ikke helt så mange beføjelser som delstaterne i f.eks. den tyske forbundsrepublik.

En af de vigtigske bestemmelser i den spanske grundlov siger, at den spanske nation er udelelig, dvs. indeholder et forbud mod på Brexit-vis at melde sig ud.

I de seneste år har den politiske debat i Catalonien især koncentreret sig om opnåelsen af yderligere reformer i retning af mere autonomi (samme tendens, som ses i Grønland og Færøerne), men det har lange udsigter, fordi den spanske forfatning ikke er nem at ændre pga. de mange regionale særinteresser. Landet rummer så forskellige autonomier som De canariske Øer og de nordspanske regioner, der ikke synes at have meget til fælles.

Denne mangel på fremdrift mod større regional autonomi danner selvfølgelig baggrunden for ønsket om fuld selvstændighed.  Den kan måske give udenforstående en vis forståelse for den politiske kamp for selvstændighed, selv om denne politiske kamp set udefra kan synes negativ – ja ret sagt håbløs.

Den politiske debat i Catalonien er ikke blevet taget seriøst nok i Madrid, hvor de borgerlige regeringer ikke har villet høre tale om nogen vanskelig forfatningsændring, hvorimod det store socialistiske parti – der var ved magten fra 2004-11 – ikke helt ville udelukke muligheden.

Den nuværende premierminister Rajoy, PP, der indgår i en løs koalition med bl.a. det ret ny borgerparti Ciudadanos, må støtte sig til vekslende flertal, og han havde vel ved sin passive adfærd håbet at lade uafhængighedsrørelsen løbe linen ud. Madrid regeringen mente, at dette kunne lade sig gøre, fordi man støttede sig til kendelserne fra Forfatningsdomstolen, der har magtbeføjelser svarende til den tyske forfatningsdomstol.

Denne højeste domstol har flere gange énstemmigt fordømt alle udbrydertendenser, fra den foreløbige folkeafstemning i 2014 til den seneste den 1. oktober 2017, der alle er blevet kendt forfatningsstridige. Dog har man fra Madrid regeringens side været tilbageholdende med at arrestere de vigtigste nøglepolitikere, selv om enkelte domstolskendelser kunne begrunde det.

Muligvis var det en taktisk fejl, da Madrid regeringen prøvede at forhindre selve valgdeltagelsen ved hjælp af tilkaldte politistyrker fra andre dele af Spanien. Dette gav anledning til stor vrede og voldelige angreb på de udstationerede Guardia Civil betjente, da de måtte kæmpe sig vej ud af de indespærringer, som folkemængden foranstaltede.

Mediernes tal for sårede på mellem 800 og 1000 ramte dog helt ved siden af, idet pålidelige kilder på hospitalerne i Barcelona, ifølge det førende dagblad El Pais, kun har optalt fire, heraf to så let sårede, at de straks kunne udskrives.

Den catalanske president Puigdemont, svarende til ministerpræsident, har efter folkeafstemningen gentaget sine trusler om at udråbe Catalonien til uafhængig republik, på trods af alle advarsler fra både EU og centralregeringen i Madrid. Afstemningens resultat var ganske vidst 90 % for uafhængighed, men med en meget ringe valgdeltagelse. Resultatet giver kun mulighed for at fastslå at måske højst mellem 35-40 % er for uafhængighed, hvilket på ingen måde retfærdiggør en ulovlig udtræden af Spanien.

Tallet ville givetvis have ligget lavere, hvis Madrid regeringen havde undladt at forbyde afstemningen og i stedet havde deltaget i valgkampen med en opfordring til alle om at respektere den spanske enhed. Et argument som en stor skare fredelige demonstranter – det tavse flertal – fastslog vajende med spanske flag efter folkeafstemningen den 1. oktober – i både Barcelona og andre byer.

Regeringschefen i Catalonien afstod i sidste øjeblik fra at udråbe landet som en selvstændig stat – givetvis efter advarsler fra mange EU-lande, herunder fra EU-Ministerrådets formand, Donald Tusk, og fra USA med flere.  Spanien vil givetvis nedlægge veto mod en selvstændighedserklæring, hvis dette spørgsmål skulle komme op i EU.

Puigdemont tilsagde, samtidig med en udsættelse af afgørelsen, at han ville åbne den dialog med Madrid, som hidtil er strandet på hans eget ultimative krav om en uafhængighed, der er uforenelig med forfatningen. Han har ikke villet opgive kravet, kun villet udsætte erklæringen i to måneder i afventning af resultatet af de kommende drøftelser med Madrid. Dermed er bolden givet tilbage til centralmagten.

Den spanske regering har ifølge grundloven mulighed for at anvende artikel 155, som aldrig er blevet benyttet før. Ifølge denne kan centralmagten overtage styret i delstaten og dermed tilsidesætte de lokale myndigheder, et ultimativt krav, som man naturligvis helst vil undgå.

Efter resultatet er der for nylig sket det positive, at de to største partier i det spanske parlament, det regerende PP og det socialistiske PSOE, er enedes om at tilbyde den dialog som Puigdemont efterlyste. En sådan kunne måske tage udgangspunkt i den ordning, der er indgået med Baskerlandet, da våbnene blev nedlagt for få år siden, og som blev opnået vel at mærke uden forfatningsændring.

Den spanske konge rettede i en nylig tale åben kritik mod tendenserne til at modarbejde forfatningens krav om at holde sammen på kongeriget, og denne holdning må jo ses som ganske naturlig for en konstitutionel monark. Kongen fik da også under den nylige festligholdelse af den spanske nationaldag (den 12.10.) ekstra mange sympatitilkendegivelser fra de mange fremmødte på Slottet, påpegede El Pais.

Flere store virksomheder – herunder betydningsfulde banker – har truet med at forlægge deres hovedkvarter fra Catalonien eller har allerede gjort alvor af det på grund af den ustabile politiske situation, som nu hersker og må forventes i en rum tid fremover.

16. oktober 2017