Har vi brug for OSCE i dag? Længe har organisationen tilsyneladende stået i skyggen af organisationer som EU og NATO, som det har været en række østeuropæiske landes ambition at blive medlemmer af. Men netop i den nuværende spændte situation mellem øst og vest synes der at være øget opmærksomhed på de instrumenter, organisationen råder over, herunder overvågning af våbenstilstande og valg.
Den 1. august 2015 er det 40 år siden, at USAs præsident Gerald Ford og Sovjetunionens partileder Leonid Brezjnev i Finlands hovedstad undertegnede Helsinki Slutakten, en aftale om sikkerhed og samarbejde over de nationale og ideologiske grænser i Europa, som stadig udgør en vigtig del af Europas sikkerhedsarkitektur. Ud af denne aftale voksede CSCE, Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, fra 1994 OSCE, organisationen af samme navn.
Jubilæet finder sted i et kriseår, men samtidig på et tidspunkt, hvor det er vigtigt at genkalde sig vigtigheden af de grundlæggende principper i aftalerne fra 1975 og deres opfølgning i 1990. Den Danske Helsinki-Komité agter at tage dette tema til debat ved arrangementer i løbet af efteråret.
Vi arbejder dertil på at arrangere en konference i eftersommeren om den politiske situation i Tyrkiet.