Skrevet af:

Ukraine og Reformerne

”Den gode nyhed er, at Ukraine er ved at kravle op af det dybe hul, vi længe har befundet os i. Den dårlige nyhed er, at der er længere op, end vi troede”. Sådan beskrev den russiskfødte Ukrainske forfatter Andrej Kurkov situationen, da han besøgte Danmark før påske, hvor han også var på besøg hos Helsinki-Komiteen.

Ukraines 25-årige historie viser, at selvom alle taler om nødvendigheden af at reformere, så går det meget trægt.

Under den Orange revolution i 2004 troede mange, at det var nok at udskifte den korrupte præsident med en ny og bedre. 10 år efter på EuroMaidan under ”The revolu- tion of Dignity” – Værdighedens revolution – var man blevet klogere: Man har indset, at der er brug for systemiske reformer, hvis Ukraine skal hjælpes op af hængedyndet, og EU gør i disse år et behjertet forsøg på at hive Ukraine op.

I en EU-skeptisk tid er det dejligt at konstatere, at den almindelige ukrainske borger nærer et brændende ønske om at blive en del af EU, fordi de opfatter EU som synonymt med retsstatstilstand – fri for korruption. Det er derfor noget af en spand koldt vand nogle EU-trætte hollandske borgere netop har hældt ud over de håbefulde ukrainere efter den mærkværdige folkeafstemning!

Magtens tredeling er stadig en by i Rusland

I Sovjettiden var partiets vilje lov. Den offentlige anklager havde ”prokuratura” (overordnet tilsynsmyndighed) og udøvede i samarbejde med KGB partiviljen med magt til at kontrollere ministerier, institutioner og virksomheder. Anklageren var disciplinær myndighed over for dommere, politi, skatte- opkrævere, miljømyndighed osv. Denne funktion fortsatte i den nye ukrainske stat med – i praksis – en sammensmeltning af præsident og anklagemyndighed.

Denne magtkoncentration er, trods reformer på papiret, stadig en vigtig kilde til myndighedsmisbrug fra top til bund i et system, hvis arbitrære myndighedsudøvelse og ”dummebøder” har været en hæmsko for udviklingen af små og mellemstore virksomheder og for at tiltrække udenlandske investeringer.

En reform af anklagemyndigheden er der- for en af EUs topprioriteter. På plussiden tæller, at det er lykkedes at reformere en stor del af politiet. Men desværre har der hidtil kun været udnævnt statsanklagere, der absolut ikke syntes, at det er nogen god idé at reformere embedet og som derfor er fortsat som man plejer – og som måske har kun- net gøre det, fordi de har en livsforsikring liggende i skrivebordsskuffen i et Ukraine, hvor alle har noget på alle!

Partier uden politik

Trods krig og truende bankerot er det alligevel lykkedes ukrainerne at gennemføre et fredeligt præsidentvalg, dernæst parlamentsvalg og sidste efterår lokalvalg.

Men situationen er alligevel den, at regeringen trods et ”reformflertal” i parlamentet ikke reformerer særligt meget. Den gamle garde af opportunistiske medlemmer af parlamentet, der har skiftet side gennem tiderne, sidder stadig og blokerer.

For at få et nyt uafhængigt pust har man hentet udlands-ukrainere hjem og sat dem ind i vigtige regeringsposter. Men i februar forlod den litauiskfødte økonomiminister Aivaras AbromaviČius sin stilling, fordi hans reformforslag blev blokeret, og man forsøgte at placere uduelige personer i hans ministerium. Han ville ikke risikere at blive en pæn facade, der skulle kamuflere manglen på egentlige reformer.

Dette er et déja vu. Ukrainsk politik har aldrig rigtigt handlet om politik, men om forretningsinteresser omkring personer. Partierne er i praksis selvsupplerende, idet

opstilling og placering ikke er noget, vælgerne har indflydelse på. Partilisten bestemmes fra oven – der er folk til at pynte på listen – der er folk man skylder noget – og der er folk, der selv betaler for placeringen – eller som er på en oligarks lønningsliste.

Valgmetoden har været – og er stadig – et hedt politisk emne, fordi den nuværende valgmåde fremmer politisk korruption. Rådene fra EU, OSCE, Europarådet/Venedig-kommissionen – såvel som fra civilsamfundsorganisationer som Committee of Voters of Ukraine og OPORA – er helt at ændre den politiske kultur ved at gå over til decentrale opstillingsformer og regionale åbne og gerne proportionale valg. Men de, der er valgt på den gamle måde, trænerer alle forsøg på ændringer.

I stedet har man yderligere centraliseret partiledernes stilling. De har været generet af hyppige partiskift blandt de MFere, der lige så opportunistisk som de kom ind på partilisten, lige så opportunistisk lod sig købe over i en anden liste. Nu har partierne så rottet sig sammen og indført ”imperativt mandat”, så at partierne kan smide medlemmer ud af Parlamentet og indsætte andre fra listen, som man nu finder opportunt.

Denne ændring er blevet underskrevet af Præsidenten og det vil betyde, at partierne, hvis der bliver valg nu på grund af den usik- re parlamentariske situation, også vil kunne korrigere og supplere partilisten, og således bestemme hvem, der er blevet valgt – efter valget. Det har Europarådet protesteret over og bedt Venedig-kommissionen om at se nærmere på.

Når man alligevel kan have et forsigtigt håb for fremtiden, er det fordi en del af de yngre nye parlamentsmedlemmer, der skulle pynte og legitimere partilisterne ved sidste valg, i dag gør et fremragende arbejde i parlamentet ved – på tværs af partier – at rapportere om, hvad der sker bag kulisserne. Det må man håbe, de får mulighed for at blive ved med.

Hanne Severinsen, maj 2016