Skrevet af:

Hvad et dansk formandskab burde prioritere!

Når Danmark overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité til november, er det en enestående mulighed for at styrke den trængte organisation og sætte fokus på autoritære udviklinger og grove krænkelser af menneskerettigheder i Europa.

Men til skade for Danmarks internationale ry prioriterer regeringen at føre national politik på den internationale scene – selv om det indebærer en risiko for at bidrage til en svækkelse af menneskerettighederne.

Den danske fejlprioritet bliver at se kritisk på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil – det, at dommerne i deres fortolkning forsøger at tilpasse konventions-teksten fra 1950 til nutiden.

Fraværende i den politiske debat er den kendsgerning, at Menneskerettighedskonventionen er et instrument til at fremme normer på retsstats-, menneskerettigheds- og demokratiområderne i Europarådets ’svage’ medlemsstater. Det faktum betragter regeringen som et nødvendigt offer for sin nationale dagsorden, nemlig at få udvist yderligere et par kriminelle udlændinge.

Samtidig postulerer regeringen, at man vil kæmpe for menneskerettighederne, hvis Danmark bliver valgt ind i FN’s Menneskerettighedsråd. I regeringsgrundlaget står, at »Danmarks kandidatur til FN’s Menneskerettighedsråd i 2019-21 vil være en oplagt mulighed for at markere dansk politik på rettigheder og værdier«. Det paradoksale er, at det er Europarådet, der bliver fremhævet som verdens mest betydningsfulde menneskerettighedsorganisation og organisationens domstol som verdens vigtigste menneskerettighedsorgan.

Hvorfor ser regeringen ikke, at Danmark kunne gøre sig langt mere gældende på disse områder i Europarådet end i FN?

Regeringens prioritet kan åbne en Pandoras æske, for det er reelt en indbydelse til at se kritisk på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket ikke-liberale stater blandt organisationens

47 medlemmer kan bruge som et skalkeskjul for et opgør med menneskerettigheder, såsom retten til retfærdig rettergang, ytringsfrihed, til effektive retsmidler og forbud mod diskrimination.

Regeringen, der i sit grundlag taler om en »stærk international retsorden«, er ikke dårligt underrettet om Europarådets tilstand og indflydelse. Men i stedet for at forholde sig sagligt til det, forspilder man forbløffende nok formandskabet for organisationen, der er så vigtig for Europas sammenhængskraft.

Danmark – engang foregangsland – kunne sætte fokus på Europarådets problemer og derved gøre langt mere for at markere dansk politik på rettigheder og værdier.

Ytringsfrihed og terrorisme er emner, der kunne sættes på dagsordenen, og som er omtalt i regeringsgrundlaget og den udenrigs- og sikkerhedspolitiske redegørelse. Ytringsfriheden, som er grundlæggende i en retsstat, er under alvorligt pres i flere europæiske lande. Hvis noget land skulle tage et erfaringsbaseret initiativ på dette område, hvem ville så være bedre egnet end Danmark?

Også faren for terror er et højaktuelt emne. Europarådet sætter strafferetlige normer vedrørende terrorbekæmpelse. En samlet Europaråds-strategi, der omfatter både det strafferetlige samarbejde og det mere langsigtede anti-radikaliseringsarbejde, mangler. I regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske redegørelse er terror nævnt 24 gange, men der er intet om Europarådets indsats.

Sæt en strategi på dagsordenen!

På korruptionsområdet kunne regeringen også sætte ind. Arbejdet i Europarådets antikorruptions-organ, Greco, trænger til at komme frem i rampelyset. Korruption undergraver retstilstanden og de demokratiske institutioner i flere medlemsstater, herunder i Ukraine.

Den seneste skandale, der vedrører både Azerbajdjan og Danske Bank, er en påmindelse om de kræfter, der er på spil. Danmark er værtsland for International Anti-Corruption Conference næste år, og bekæmpelse af korruption er en hoved-prioritet i regeringens udviklingspolitiske og humanitære strategi. Men bare ikke i Europarådet.

Sæt korruption på dagsordenen!

I forhold til Europas største mindretal, de udsondrede borgere af roma-etnicitet, kunne regeringen også yde en positiv indsats. Negativ opmærksomhed var der nok af denne sommer, men uvidenheden om, at man i Europarådet har arbejdet i årtier med at forbedre deres livsvilkår, var nærmest total. Skiftende regeringer har fravalgt at deltage i arbejdet i Europarådet. De romatunge medlemslande mangler politisk vilje til at tage hånd om problemerne. Det er ikke viden om, hvordan problemerne kan afhjælpes, der mangler.

Sæt en status for medlemsstaternes gennemførelse af den aktuelle handlingsplan om roma-inklusion på dagsordenen!

For at sikre fremskridt i medlemsstaternes overholdelse af forpligtelser – f.eks. vedrørende ytringsfrihed – kunne Danmark bl.a. sætte Ministerkomiteens vigtige, men bortglemte erklæring af 10. november 1994 på dagsordenen. Den vedrører overholdelse af forpligtelser anerkendt af Europarådets medlemsstater og indeholder konkrete forslag til at øge det politiske pres i Minister-komiteen. Den efterfulgtes 20. april 1995 af en beslutning om erklæringens gennemførelse.

Sæt erklæring og beslutning på dagsordenen med henblik på, at medlemsstaterne bekræfter teksterne!

Tilsammen er det ganske magtfulde instrumenter for aktive medlemsstater og formandskaber.

Danmark bør sætte en dagsorden, der med politisk vilje og energisk handling udnytter Ministerkomiteens eksisterende instrumenter og aktivt tilstræber at fremme efterlevelse af de fælles værdier, som medlemsstaterne har tilsluttet sig.

Dermed fremtidssikres Europa og Europarådet til gavn for de over 800 mio. europæiske borgere – og dem, som ser mod Europa for vejledning og inspiration.

Samtidig vil det være i tråd med regeringens synspunkt om, at Danmark har en klar interesse i en stærk international retsorden.

Lad således ikke dette blive formandskabet for de forspildte muligheder. Brug det til at vise lederskab og vision!

 

Anne Albinus, lektor emerita,

Claus von Barnekow, fhv. dansk ambassadør til Europarådet, medlem af Helsinki-Komiteens sekretariat,

 Jacques Hartmann, lektor, ph.d.,

Morten Kjærum, direktør Raoul Wallenberg Institut for Menneskerettigheder og Humanitær Folkeret,

Tove Hansen Malloy, direktør ECMI, medlem af Europarådets Rådgivende Komité,

Tobias Stadarfeld Jensen, advokat.

Oktober 2017